Som 18-årig mistede Marie sin far, og oplevelsen har ændret hendes syn på livet og sorgen for altid. Allerede som seksårig så hun et dødt menneske for første gang, da hendes farfar døde efter et længere sygdomsforløb, og hendes forældre tog hende og hendes søster med på kapellet. Hun husker stadig den fredfyldte ro, hans ansigt havde, og den måde hendes forældre altid ville fokusere på det positive i livet og tale åbent om svære ting.
Da Marie i 2019 mistede sin far ved selvmord, kom chokket over hans død som et voldsomt slag. Hun var 18 år og hos en veninde, da hendes mor pludselig stod i døråbningen med tårer på kinderne og meddelte hende den forfærdelige nyhed. Selvom hendes far havde haft depressioner gennem livet, var det alligevel et enormt chok, som Marie først kunne begynde at forstå, da hun senere samme nat så ham på hospitalet. Hun var i fornægtelse, men synet af hans fredelige ansigt gjorde døden mere virkelig og håndterbar.
Dagene efter var fyldt med besøg fra venner og bekendte, der kom med blomster, mad og kram. Marie lyttede til sin mor gentage historien om, hvad der var sket, indtil hun selv følte sig klar til at fortælle den videre til sine veninder. Det blev tydeligt for hende, at det at tale om sorgen var en vigtig del af bearbejdelsen. Selvom det var svært, oplevede hun, at det lettede lidt hver gang, hun delte sine følelser og oplevelser.
For Marie føles sorgen som et stort, sort hul, der sidder dybt i brystet og maven. Selvom smerten med tiden bliver mindre intens, har hun altid følelsen af dens tilstedeværelse. Sorgen minder hende konstant om, at hendes far ikke længere kan være en del af de vigtige øjeblikke i livet – fra hjælp med flytningen til fremtidige livsbegivenheder som hendes eget bryllup og eventuelle børn.
En vigtig lektie Marie har lært af sin fars død, er værdien af at åbne op om sine følelser. Hun indså, at lukkethed og hemmeligholdelse kan føre til stor smerte, og at man har brug for at dele med andre for at få hjælp. Dette blev tydeligt for hende, da hun næsten tre år efter hans død valgte at starte i en sorggruppe, hvor hun kunne tale åbent om sin far og tabet.
I sorggruppen fandt Marie en form for frihed. Hun kunne sige: “Hej, jeg hedder Marie, jeg er 24 år, og min far døde ved selvmord.” Det var et sted, hvor sorgen blev forstået uden forklaring eller forbehold. Samtalerne var naturlige, og hun følte sig set og hørt af mennesker, der virkelig forstod hendes oplevelse. Det blev begyndelsen på, at hun kunne blive venner med sorgen og lære at leve med den som en del af sig selv.
Efter halvandet år i sorggruppen sluttede forløbet, men Marie savnede stadig det trygge rum, hvor det var muligt at tale åbent om døden. Hun valgte derfor at give tilbage og startede som frivillig i samme forening i 2024. Her tager hun opkald og svarer på beskeder fra mennesker i sorg, så de kan få støtte og vejledning, præcis som hun selv havde fået.
Marie understreger, hvor vigtigt det er, at sådanne steder eksisterer og er tilgængelige for alle uden omkostninger. Hendes egen erfaring med tabet har lært hende, at sorg kan være ubarmhjertig og udfordrende, men også at det er muligt at finde styrke, trøst og forståelse gennem åbenhed og fællesskab. Hendes rejse gennem sorg har gjort hende bevidst om både livets skrøbelighed og værdien af at dele sine følelser med andre.
