I årtier har den tidligere konservative politiker, kommentator og offentlig person Hans Engell stået som en af Danmarks mest genkendelige stemmer i både politik og medier. Kendt for sin tørre humor og skarpe analyser har han i offentligheden fremstået som en mand med kontrol på både papiret og podium. Men ifølge nye oplysninger fra venner og nærmeste kreds har der altid været én ting, som Ingen – ikke engang hans hustru – rigtig har kendt til: hans hemmelige, søde last.
Det begyndte som et uskyldigt behag efter frokost, fortæller flere kilder tæt på huset. Et stykke chokolade her, en pose blandet slik der. Hver for sig virker det ubemærket, næsten humoristisk. Men samlet set voksede det til noget, som Hans Engell, trods sit ry for disciplin, begyndte at skjule for sin egen familie.
Venner beskriver, hvordan han kunne forsvinde stille ud i køkkenet, åbne skabet og luske en chokolade‑plade frem, læne sig tilbage og nyde den med et stort tilfreds smil. Denne vane, som han har haft “altid”, blev ifølge dem en slags personlig trøst, hver gang dagens politiske debat havde været ekstra intens eller kritisk.
Det var ikke slik til kaffen – det var slik i smug, midt om natten, efter at huset var mørkt, og alle andre sov. Der lå han på sofaen, fjernsynet tændt for nyhedsstrømmen, og pakker med vingummi, karameller og sukkerchokolade spredt omkring sig. En usædvanlig scene for en mand, som så mange år har stået for alvorlige analyser og seriøse udtalelser i radio og tv.
Hans hustru, som altid har omtalt ham som “manden med stålsatte principper”, var fuldstændig uvidende om denne private last. Hun troede, hans eneste “svaghed” var hans kærlighed til intens debat og hans evige jagt på sandhed i politik. Ingen havde bemærket de tomme slikposer, ingen havde grebet ham i akten – indtil nu.
Da venner første gang begyndte at grine af hans vane, blev det sagt med en blanding af kærlighed og forundring. “Det er jo bare slik,” sagde én. “Men det er fascinerende, at en mand med så meget selvdisciplin faktisk har et skjult svagt punkt.” Fælles for dem alle var, at de aldrig havde troet, at Engells store last kunne være noget så almindeligt og uskyldigt som slik.
I de sociale kredse har denne oplysning nu vakt latter, overraskelse – og en smule beundring. For selv en offentlig person med engagement i nationens alvorligste spørgsmål kan have en menneskelig, næsten banal svaghed. Det sætter spørgsmålstegn ved det billede, vi normalt bygger af vores kendte personligheder: at de er ufejlbarlige, kontrollerede og kun drevet af idealer. Hans Engells hemmelige last viser, at også de mest etablerede kan have noget helt almindeligt at skjule.
Ingen kommentarer fra Engell selv eller hans hustru er endnu offentliggjort, men omgivelserne hævder, at synet af manden med slikposen i hånden har fået flere til at trække på smilebåndet og indse, at vi alle bærer på overraskelser, vi helst vil holde skjult.
