Danmark gør sig klar til at fejre en af de største og mest elskede stjerner, landet nogensinde har fostret, men bag de festlige forberedelser til Dirch Passers 100-års jubilæum gemmer der sig en langt mere kompleks og følelsesmæssig virkelighed. Bente Askjær, kvinden der dannede par med den legendariske komiker i hans sidste år og stod ved hans side helt til det tragiske punktum i 1980, sætter nu ord på de dybe og splittede følelser, der følger med den store mærkedag. For mens hele nationen mindes det komiske geni med grin og hyldest, sidder Bente Askjær tilbage med minder, der både rummer den største kærlighed og den dybeste sorg.
Det er en hudløs ærlig Bente Askjær, der beskriver følelsen af at fejre en mand, der har været væk i over fire årtier, men som stadig fylder alt i bevidstheden. Hun lægger ikke skjul på, at jubilæet er forbundet med en stor ambivalens. På den ene side er der en enorm stolthed over den arv, Dirch efterlod sig, og den glæde han stadig bringer til det danske folk gennem sine film og revynumre. På den anden side ripper de mange markeringer op i de sår, som aldrig rigtig har fået lov til at hele helt. For Bente var han ikke bare hele Danmarks Dirch; han var hendes livs store kærlighed, og hans alt for tidlige død på scenen i Glassalen i Tivoli er et traume, der altid vil være en del af hendes historie.
Hun husker tilbage på deres tid sammen som en periode fyldt med både intensitet og hverdagens små mirakler, langt væk fra spotlysets skarpe skær. Men skyggen af det enorme pres, som Dirch levede under, hviler stadig over minderne. At være vidne til den enorme forventning, der altid hvilede på hans skuldre – kravet om altid at være sjov, altid at levere – var en tung byrde at bære for dem begge. Når 100-året nu fejres med fanfarer, er det netop denne menneskelige side af legenden, som Bente Askjær forsøger at holde fast i, midt i den store offentlige hyldest.
Hver gang der vises klip fra de gamle film, eller når jubilæumsprogrammerne ruller over skærmen, er det som en tidsrejse for Bente. Det er både en gave at se ham igen og en brutal påmindelse om alt det, de aldrig nåede at opleve sammen. Hun beskriver processen omkring jubilæet som en balancegang mellem at dele ham med resten af Danmark og samtidig beskytte det private rum, de havde sammen. Hendes fortælling giver et sjældent indblik i, hvad det koster at elske et ikon, og hvordan sorgen kan transformere sig over 44 år, men aldrig helt forsvinde.
Det er en hyldest til mennesket bag myten, leveret af den person, der kendte ham bedst, da tæppet faldt for sidste gang. Bente Askjærs ord minder os om, at bag hver eneste grinende maske findes et hjerte, og bag hver eneste nationale fejring findes en personlig historie om tab og savn. Selvom det er svært og fyldt med ambivalens, vælger hun at stå frem for at sikre, at billedet af Dirch Passer forbliver nuanceret – som en mand der var elsket af alle, men som i sidste ende kun tilhørte ganske få.
