Det smertelige tab har sat dybe spor i den kendte 82-årige erhvervsmand, men midt i den lammende sorg nægter han at tie stille. Flemming Østergaard mistede i april sin elskede hustru, Inge, som efter fem års hård og opslidende kamp måtte give fortabt til den nådesløse sygdom Alzheimers. Parret nåede mirakuløst at fejre deres imponerende 60-års bryllupsdag kort før hendes bortgang, men minderne om den sidste tid er fyldt med frustration og afmagt over et presset sundhedssystem. Det er en bitter og hjerteskærende erfaring, der nu driver den garvede forretningsmand til at råbe op, så andre ikke skal gennemgå det samme mareridt, som ramte hans egen familie.
Uanset hvor udmattet og følelsesmæssigt tyndslidt Flemming Østergaard har været under det langvarige sygdomsforløb, har han holdt fast i en fast rutine. Hver evig eneste morgen har den 82-årige erhvervsmand rejst sig, set sig selv direkte i øjnene foran badeværelsesspejlet og givet sit eget spejlbillede en intens peptalk med de kontante ord om, at det fandme skal være en god dag. Det er netop denne rå og usminkede livsindstilling, der har lagt navn til hans helt nye bog, hvor han hudløst ærligt deler parrets personlige historie i det inderlige håb om at række en hjælpende hånd ud til andre pårørende, der står midt i det samme opslidende mørke.
Flemming Østergaard gør dog meget ud af at understrege en vigtig detalje under samtalen. Han slår fast, at han på ingen måde er nogen uddannet Alzheimer-specialist, men at han udelukkende skriver og fortæller ud fra de barske og virkelige oplevelser, han selv har haft helt tæt på kroppen. Lige siden han for første gang valgte at åbne op og dele sine ærlige tanker i personlige opslag på det sociale medie Facebook, har reaktionerne strømmet ind i et overvældende tempo. Han modtager konstant både offentlige kommentarer og dybtegående private beskeder fra vildt fremmede mennesker, der sidder i nøjagtig samme ulykkelige situation. Folk beretter om rystende oplevelser, der ifølge erhvervsmanden er ti gange værre end hans egne, hvilket han beskriver som absolut hjerteskærende. Han påpeger med stor alvor, at det er fuldstændig lægeligt klarlagt, hvordan man bedst hjælper demensramte borgere, hvilket kræver en hurtig udredning og øjeblikkelig medicinsk behandling, men virkeligheden er desværre en helt anden med op til et helt års ventetid i systemet.
Den manglende stabilitet i plejen er noget, der for alvor bringer følelserne frem i ham. Han fremhæver med stor tydelighed, hvor afgørende det er for de syge og forvirrede mennesker, at det er det samme velkendte personale, de møder i hverdagen. Men virkeligheden i deres eget hjem var rystende, og han fortæller under interviewet, at de i løbet af den allerførste måned havde besøg af intet mindre end 28 forskellige plejere. Det er denne mangel på kontinuitet, der skaber dyb utryghed, og han tilføjer med et suk, at han desværre kunne blive ved med at opliste lignende grelle eksempler fra forløbet.
Samtalen finder sted i hans helt nye lejlighed i Skodsborg nord for København, som er omgivet af en lys atmosfære og smuk kunst på væggene. Boligen blev oprindeligt valgt med stor omhu, fordi den var langt mere handicapvenlig end deres nærliggende, gamle hus, og den skulle have dannet rammen om en tryg hverdag for dem begge. Men skæbnen ville det anderledes, og Inge nåede aldrig at bo i lejligheden. Hendes helbredstilstand eskalerede alt for hurtigt og blev så kritisk, at hun meget mod hans egen vilje var nødt til at flytte permanent på plejehjem.
Kort efter Inges begravelse og den endelige afsked blev Flemming Østergaard selv ramt af modgang, da han måtte indlægges akut på hospitalet med en alvorlig infektion. Han er dog ved at være på højkant igen, og de ufrivillige, stille dage i hospitalssengen gav ham masser af tid til dyb refleksion over tilværelsen og den storm, han har stået i. Han indrømmer, at han længe har været i stor tvivl om, hvor åben han egentlig skulle tillade sig at være over for offentligheden. De flere tusinde beskeder fra berørte danskere har gjort et uudsletteligt indtryk, og han bliver synligt bevæget, når han taler om det. Han fortæller, at man indimellem næsten skulle tro, at det folk beretter om, er pure løgn, fordi det lyder så umenneskeligt. Han nævner eksempler på, hvordan en gammel mand ved navn Karl må sidde i sin egen afføring klokken 14 om eftermiddagen, på trods af at den kommunale hjælp var sat til at ankomme klokken 08.00 om morgenen. Han nævner også historien om Yrsa på 85 år, som kun kan få lov til at blive vasket om onsdagen, og spørger med voldsom vrede i stemmen, hvad fanden det egentlig er, der foregår i det danske samfund.
Han kan dog tydeligt mærke, at hans store personlige åbenhed har skabt en bølge af bevægelse og debat, hvilket han håber kan føre noget godt med sig i den sidste ende. Selvom Inge er borte nu, har han absolut ingen intentioner om at stoppe sin mission. Kampen for bedre forhold for både de demente og deres hårdt prøvede pårørende fortsætter med uformindsket styrke. Han understreger, at der heldigvis er mange ting, man kan rose det danske sundhedsvæsen for, og at de også selv har oplevet positive ting undervejs, men kæden knækker desværre fuldstændig sammen gang på gang. Han nævner en konkret, rystende episode, hvor hans kone i en fremskreden demenstilstand, hvor hun hverken kunne gå eller kommunikere, blev sendt fuldstændig alene afsted i en almindelig taxa fra plejehjemmet til hospitalet med en flænge i hovedet. For Flemming Østergaard siger den hændelse alt om systemets svigt, og han slår fast med enorm determination, at det aldrig må ske igen for nogen, og at han derfor vil blive ved med at råbe op i offentligheden.
Når han ser mod sin egen fremtid, er han dog også klar til at prioritere sig selv efter de mange år med sygdom. Gennem sin lange og succesfulde erhvervskarriere har han rejst i hele verden, men han indrømmer med et skævt smil, at han reelt ikke har set en skid udover kontorer og sterile mødelokaler. Derfor planlægger han nu en stor jordomrejse for at besøge de mange venner, han har spredt rundt omkring på kloden. Hans ældste søn er bosat nord for Boston i USA, og han drømmer desuden om at tage på et rigtigt road trip rundt i det amerikanske landskab på et tidspunkt, når tiden er inde til det.
Midt i alt dette har Flemming Østergaard også taget stilling til det allersværeste spørgsmål af alle, hvilket efterlader omgivelserne dybt rørte. Selvom han ikke ønsker at blande sig direkte i den store, politiske debat om aktiv dødshjælp på et generelt plan, har han truffet en urokkelig og personlig beslutning for sit eget vedkommende, hvis han en dag selv skulle blive ramt af demens og opgivet af lægerne. Hans børn har fået klar besked om, at i det øjeblik, han ikke længere er i stand til at genkende dem, eller hvis han blot ender med at ligge passivt i en seng og stirre tomt ud i luften, så er der kun én vej frem. Turen skal gå til Schweiz eller Holland, og så er det farvel, fordi alt andet ifølge ham ikke er et værdigt liv. Han anerkender fuldt ud, at det er en ekstremt følsom debat, og han ved, at nogle mennesker betragter aktiv dødshjælp som et direkte tyveri af livet. Den holdning deler han dog overhovedet ikke selv, og han erklærer sig fuldstændig afklaret med sit valg, da det efter hans mening ikke kan være værre aktivt at vælge livet fra end at gå langsomt til grunde i et langvarigt og fuldstændig udsigtsløst sygdomsforløb.
