Det danske folkekære ikon Jarl Friis-Mikkelsen, som hele nationen har grinet med, jublet over og fulgt tæt igennem årtier på skærmen, traf for nogle år siden et valg, der rystede mange. Manden, der skabte uforglemmelige stunder som Carlo i de legendariske film om Walter og Carlo, og som ubesværet styrede store DR-succeser som Skattefri lørdag og Aha, valgte pludselig at trække stikket. Det hæsblæsende liv i tv-studiernes skarpe projektørlys, hvor hvert sekund tæller, og hvor presset konstant ligger på den næste geniale replik, blev udskiftet med noget helt andet. Han valgte at gå en fuldstændig ny vej i livet.
For Jarl Friis-Mikkelsen handlede det om en dyb, indre nødvendighed. Efter et langt liv i underholdningsbranchen, hvor han konstant havde beskæftiget sig med ord, enten som sangskriver, filminstruktør, skuespiller, anmelder, radiovært eller magtfuld redaktør, nåede han et mætningspunkt. Ordene, der før havde været hans trofaste værktøj og levevej, blev pludselig for meget. Han følte en intens trang til at kaste sig over noget, der var fuldstændig ordløst. En udtryksform, hvor han ikke skulle forklare sig, forhandle eller underholde med hurtige bemærkninger.
Løsningen og den nye passion fandt han i kunstmaleriet. I dag lever den 74-årige showmand en stor del af sit liv som dedikeret billedkunstner, poet og forfatter. Han har fundet en helt særlig ro ved lærredet, hvor det udelukkende er penslen, farverne og de rå følelser, der taler. At træde ind i denne visuelle verden har dog ikke været uden store personlige omkostninger og sårbarhed. Jarl Friis-Mikkelsen har åbent indrømmet, at han i sin helt grundlæggende kerne faktisk er et ret genert menneske. Derfor beskriver han det også som en ekstremt sårbar og nervepirrende proces at skulle udstille sine private malerier og vise sin indre kunst frem for offentligheden.
Alligevel har han taget springet fuldt ud. Hans kreative rejse har blandt andet ført til, at han har udstillet sine værker på historiske steder som Børglum Kloster, ligesom han har udgivet den personlige bog Noget der hedder Jarl, som er et hybridværk fyldt med hans egne malerier og dybdegående digte om identitet, personlighed og det at blive ældre. Han beskriver selv arbejdet med billederne som en dyb form for meditation. Når han maler, forsvinder han fuldstændig ind i processen og glemmer tid og sted, hvilket giver ham en sund og tiltrængt pause fra verden. Selvom han for længst har indset, at vejen til det helt perfekte kunstneriske udtryk er lang og krævende, holder han stædigt fast i penslen og den dybe stilhed, som har givet ham hans livs vigtigste genfødsel.
