Bente Eskesen skulle have stået på scenen i Nykøbing, men sygdom har endnu en gang ændret planerne. Den populære skuespillerinde er blevet ramt igen, og derfor bliver det nu Vicki Berlin, der må træde til og tage over.
Det er en situation, der naturligt vækker følelser. Når en skuespiller pludselig bliver nødt til at melde fra, handler det ikke bare om at ændre et navn på plakaten. Der står et helt hold bag en forestilling, og på kort tid skal der findes en løsning, så publikum stadig kan få den oplevelse, de er kommet for.
For Bente Eskesen betyder sygdommen endnu en gang, at hun må holde sig væk fra scenen. Det gør situationen ekstra trist, fordi hun skulle have været en del af det, der skulle foregå i Nykøbing.
Heldigvis er der hjælp at hente. Vicki Berlin springer til og overtager opgaven, så forestillingen kan fortsætte trods den uventede ændring.
Men bag den praktiske løsning gemmer der sig også et mere vemodigt øjeblik. For når sygdom igen tvinger Bente Eskesen til at trække sig, bliver det samtidig tydeligt, hvor hurtigt noget, man har glædet sig til, kan blive vendt på hovedet.
Publikum får altså fortsat mulighed for at opleve forestillingen, men denne gang bliver det med Vicki Berlin i stedet for Bente Eskesen. Hun træder ind, hvor der pludselig er brug for hende, og tager dermed en vigtig opgave på sine skuldre.
For Bente Eskesen må det være svært at være den, der ikke selv kan stå der, når resten af holdet går videre. Scenen venter, men sygdommen sætter lige nu grænsen.
Det er netop den slags situationer, der kan gøre ondt på en helt særlig måde. Man kan have planlagt, øvet og set frem til mødet med publikum, og så pludselig ændrer virkeligheden sig.
I Nykøbing bliver der derfor nu gjort klar med Vicki Berlin, som springer til, mens Bente Eskesen må tage den nødvendige pause. Hendes fravær kan mærkes, men samtidig sørger kollegaen for, at publikum ikke står tilbage uden forestilling.
Det er en trist drejning for Bente Eskesen, som endnu en gang er blevet ramt af sygdom. Og selv om Vicki Berlin nu træder til, ændrer det ikke på den følelse, der følger med, når man må give slip på noget, man egentlig skulle have været en del af.
