For Anna David kom sorgen ikke først den dag, hendes far døde. Den havde allerede fyldt hendes liv i lang tid, mens han stadig var alvorligt syg, og mens hun samtidig forsøgte at få hverdagen til at fungere. I et nyt afsnit af Det Nationale Sorgcenters podcast ’Sorgen er da noget, vi taler om’ fortæller sanger og sangskriver Anna David ærligt om en periode, hvor hun oplevede det, der betegnes som ventesorg.
Det var to år, som satte sig dybt i hende. Hverdagen skulle fortsætte med børn, arbejde og ansvar, men under overfladen var der hele tiden en følelse af alarmberedskab, frygt og afmagt. Sorgen var ikke noget, der kunne sættes på pause, bare fordi livet omkring hende fortsatte.
– Jeg har grædt hver dag siden min far blev syg. Det har været det værste i mit liv den periode på de to år, så, så hårdt altså.
I samtalen med Preben Engelbrekt, direktør og stifter af Det Nationale Sorgcenter, fortæller Anna David om, hvordan hun oplevede sorgen længe før dødsfaldet. For hende blev den både en mental og fysisk belastning, som fulgte hende gennem hverdagen.
Endelig fandt hun et ord for følelsen
Ventesorg var ikke et begreb, Anna David kendte til, før hun selv befandt sig midt i den vanskelige situation. Det ændrede hendes veninde Vicky Berlin på, da hun fortalte Anna David, at det, hun gennemlevede, kunne beskrives som ventesorg.
Det blev på mange måder en lettelse. Pludselig havde de mange følelser, den konstante uro og de svære reaktioner et navn. For Anna David blev begrebet en måde at forstå sig selv bedre på og få en forklaring på noget, der ellers havde været svært at sætte ord på.
Hun er langt fra den eneste, der kan opleve denne form for sorg. I 2022 var knap 600.000 danskere pårørende til en alvorligt syg. Mange af dem kan leve med ventesorg uden at være klar over, at det er netop det, de oplever.
Det særlige ved ventesorgen er, at den opstår, mens livet stadig foregår. Man skal stadig tage på arbejde, være der for sine børn og håndtere hverdagens krav, samtidig med at tankerne kan være optaget af sygdom, frygt og det, der måske venter. Derfor er det også en sorgform, som ofte er mindre kendt og får mindre opmærksomhed.
Musikken blev stedet, hvor tankerne kunne forsvinde
Midt i den svære periode fandt Anna David et særligt frirum i musikken. Hun er aktuel med EP’en ’Før og efter’, der blandt andet rummer sangene ’Korthus’ og ’Flaskepost’. Begge sange er skrevet i forbindelse med hendes fars sygdom og død.
Sangskrivningen blev for Anna David en måde at bearbejde de tanker og følelser, der ellers kunne være svære at rumme. Det, der fyldte indeni, kunne få form gennem musikken og blive fortalt på en anden måde.
Men det var ikke kun selve sangskrivningen, der gav hende et pusterum. Når hun stod på scenen, oplevede hun noget, der ellers var svært at finde i den periode. For en stund kunne sorgen træde i baggrunden.
– Det eneste tidspunkt, hvor jeg ikke har tænkt … det har været, når jeg stod på scenen.
Ordene fortæller om, hvor intenst sorgen havde fyldt. Scenen blev et af de få steder, hvor hendes tanker ikke hele tiden vendte tilbage til det, hun stod midt i.
Hun vil have andre til at vide, at de ikke er alene
Ved at fortælle sin historie håber Anna David, at andre pårørende kan genkende noget af sig selv i hendes oplevelser. Hun ønsker at gøre op med den følelse af isolation, som kan følge med ventesorg, når man ikke ved, hvorfor man reagerer, som man gør.
Som ambassadør for Det Nationale Sorgcenter håber hun samtidig at være med til at skabe større opmærksomhed omkring ventesorg og behovet for støtte. Hendes egen erfaring bliver dermed også en måde at rette blikket mod en sorg, som mange kan stå med, uden at omgivelserne nødvendigvis kan se den.
Podcastafsnittet udgives i forbindelse med Det Nationale Sorgcenters ventesorgsguide. Guiden giver viden om, hvad ventesorg er, og hvordan man kan håndtere den, og den er udviklet til at støtte mennesker, der befinder sig midt i et sygdomsforløb hos en nærtstående.
For Anna David blev det afgørende at opdage, at den sorg, hun bar på, havde et navn. Hendes fortælling viser, hvordan man kan begynde at sørge, længe før det endelige farvel, samtidig med at resten af livet fortsætter omkring én. Det er netop den dobbelthed, hun nu forsøger at sætte ord på, så andre måske kan føle sig mindre alene i deres egen ventetid.
