Lørdag den 5. september blev en både lang og følelsesladet dag for kongeparret, da kong Frederik og dronning Mary deltog i årets Flagdag. Dagen stod i de udsendtes og faldnes tegn, og programmet bød på flere højtidelige øjeblikke, hvor minderne om dem, der har gjort en indsats for deres land, blev hædret.
Kongeparret deltog blandt andet ved kranselægningen på Kastellet, ved mindegudstjenesten i Holmens Kirke og senere ved paraden på Christiansborg Slotsplads. Det var med andre ord en dag fyldt med alvor, respekt og stærke følelser.
Et af de øjeblikke, der tydeligt gik tæt på dronning Mary, fandt sted på Kastellet. Her blev Alberte Windings sang »Lyse Nætter« spillet, og musikken fik tårerne frem hos dronningen.
Mary har tidligere fortalt, at hun har et særligt og ømt forhold til netop denne sang. Derfor blev øjeblikket ekstra følelsesladet for hende, mens de højtidelige omgivelser og dagens alvor allerede satte deres præg på stemningen.
Men midt i tårerne skete der pludselig noget ganske enkelt, som fik et varmt smil frem hos dronningen.
Det var ikke en stor gestus eller noget planlagt. Det var synet af en lille baby, der sad i en sele på – formentlig – sin fars mave.
Det lille menneske fangede Marys opmærksomhed, og hendes udtryk ændrede sig. Midt i de mange alvorlige indtryk kunne hun ikke lade være med at sende et ømt smil til barnet.
Der var noget næsten symbolsk over situationen. På en dag, hvor tankerne var rettet mod mennesker, der havde mistet livet, stod den lille baby som et billede på livet, der fortsætter. Et helt nyt menneske, som endnu ikke kender til alle de svære sider af verden, men som samtidig minder om, at livet også rummer glæde, håb og nye begyndelser.
Dronning Marys reaktion blev derfor et lille, men meget menneskeligt øjeblik midt i en ellers alvorstung dag. Hun stod med tårer i øjnene, men synet af barnet fik smilet frem igen.
Den lille baby var naturligvis helt uvidende om den højtidelige begivenhed omkring sig og om alle de historier om sorg, pligt og tab, som dagen handlede om. For barnet var verden blot det sted, det sad trygt hos sin far.
Netop derfor blev øjeblikket så fint. Midt i minderne om dem, der ikke længere er her, mindede det lille barn om alt det, der stadig findes – og alt det, der fortsætter.
Det var et kort øjeblik, men måske også en af dagens mest rørende kontraster: tårer for dem, der er gået bort, og et smil til et lille nyt menneske, der endnu kun har livet foran sig.
