Der er ikke mange ting, der kan få en hårdfør eventyrer til at miste fatningen. Men et brev hjemmefra kan. I dagens afsnit af Robinson bliver det tydeligt, hvor stor en kraft der gemmer sig i få linjer skrevet af dem, man elsker.
Der er nemlig brev hjemmefra på spil, men der er en hage: Ikke alle deltagerne kan regne med at få et. Det afhænger af, hvor godt den enkelte klarer dagens konkurrence, og det lægger et ekstra pres på hele flokken, før kampen overhovedet er begyndt.
Som en lille forsmag på, hvad der venter, træder vært Jakob Kjeldbjerg frem og læser en smule af brevene højt for deltagerne. Det bliver for meget for flere af dem, og det går hurtigt op for alle, at det her ikke bliver en dag som de andre. Blandt dem, der bryder sammen, er Thomas Pap Goltermann, som savner sine sønner og sin kone ubeskriveligt.
Så sker det. Jakob viser et billede frem og siger stille:
– Det er nogle skønne drenge.

Det er det øjeblik, hvor Thomas knækker helt sammen. Skuldrene falder, blikket sløres, og man kan næsten mærke, hvordan stilheden breder sig blandt de andre.
Jakob læser videre fra brevet, og ordene lander tungt:
– Kære Thomas. Drengene spørger hele tiden til dig, og de savner dig så meget. De siger, de vil vise dig alle de nye ting, de har lært, og at de ikke kan vente med at se dig igen. De tegner stadig billeder til dig og gemmer dem væk, så du kan se dem, når du kommer hjem.
Thomas er grådkvalt. Han har svært ved at få ordene frem, og man kan se på ham, at det ikke er noget, han kan forklare med få sætninger. Savnet sidder et sted, hvor sproget ikke rigtig kan komme til.
– Det er ubeskriveligt, siger han til sidst. Og så fortsætter han, mens stemmen knækker:
– Jeg har ikke været længere væk fra dem end en weekend. Jeg ved, at Laura står med tonsvis af opgaver derhjemme. Jeg kæmper for at vise flaget, men savnet er enormt.

Det er svært ikke at blive berørt af de ord. En weekend har indtil nu været det længste, Thomas har været væk fra sine drenge, og nu er der et helt andet slags afstand mellem ham og dem. Han tænker på Laura og alt det, hun skal nå derhjemme, samtidig med at han forsøger at holde fast i styrken og stå oprejst, her midt i spillet.
Billederne, som drengene stadig tegner og gemmer væk, bliver på en måde dagens stærkeste symbol. De ligger og venter på ham, og det er netop den tanke, der får tårerne til at løbe. Når dagens konkurrence er overstået, skal det vise sig, hvem der får lov at holde et brev i hænderne, og hvem der må vente lidt længere på ordene hjemmefra.