Det, der begyndte som en udfordring med klare grænser og personlige forbehold, endte med at forandre mere, end de to kvinder havde forestillet sig. Irina Olsen og Victoria Babenko troede i udgangspunktet, at deres deltagelse i tv-programmet “Jaget Vildt” primært ville handle om strategi, udholdenhed og evnen til at holde hovedet koldt under pres. I stedet blev det også en rejse, der åbnede dem op for nye relationer og uventede venskaber.
I programmet er de på flugt gennem Danmark, mens et hold efterforskere forsøger at opspore dem. Konceptet kræver, at deltagerne må klare sig uden de hjælpemidler, de normalt tager for givet. Ingen telefoner, ingen penge og ingen faste planer. De er afhængige af deres evne til at tænke kreativt – og ikke mindst af fremmede menneskers velvilje.
For Irina var netop det sidste en udfordring allerede inden start. Hun beskrev sig selv som introvert og havde på forhånd gjort det klart over for Victoria, at hun ikke havde lyst til at stoppe biler, henvende sig til fremmede på gaden eller bede om hjælp. Tanken om at skulle bryde sine personlige grænser på den måde virkede overvældende. Hun havde forestillet sig, at de kunne klare sig selv ved hjælp af planlægning og snilde.
Men virkeligheden viste sig hurtigt at være en anden. Når man konstant er i bevægelse og forsøger at undgå at blive fundet, bliver planerne hurtigt udfordret. Uforudsete situationer opstår, og muligheder lukker sig lige så hurtigt, som de åbner sig. De opdagede, at det ikke altid var muligt at klare sig uden at række hånden ud. Når man står uden en konkret plan og uden ressourcer, bliver man tvunget til at stole på andre.
Det var i de øjeblikke, at noget uventet begyndte at ske. I stedet for blot at være korte, praktiske møder med fremmede mennesker, udviklede nogle af situationerne sig til ægte forbindelser. En person, som de tilfældigt spurgte om et lift, er i dag stadig en del af deres liv. Det, der begyndte som en hurtig anmodning om hjælp, blev starten på et venskab. De opdagede endda, at de havde fælles bekendte, og samtalerne fortsatte længe efter optagelserne var slut.
For Victoria blev oplevelsen også en personlig udviklingsrejse. Hun fortalte, at hun i dag er langt mere åben over for fremmede mennesker, end hun var før. At være på flugt og konstant skulle tage chancer betød, at hun igen og igen måtte overskride sine egne grænser. Hun lærte, at mange mennesker faktisk gerne vil hjælpe, hvis man tør spørge. Den erfaring har hun taget med sig ind i hverdagen.
At leve i konstant alarmberedskab under optagelserne satte tydelige spor. Følelsen af hele tiden at skulle være på vagt, tænke flere skridt frem og vurdere, hvem man kunne stole på, var intens. Derfor var overgangen tilbage til en almindelig hverdag også mærkbar. Da Victoria kom hjem, oplevede hun en næsten mærkelig tomhed. Pludselig behøvede hun ikke længere at spørge nogen om hjælp eller overveje, om hun blev overvåget. Det krævede tid at omstille sig mentalt.
Oplevelsen har givet dem begge en ny bevidsthed om, hvor afhængige vi egentlig er af hinanden – også selv om vi tror, vi kan klare alting selv. Det, der startede som en konkurrence, blev en påmindelse om værdien af fællesskab og modet til at være sårbar. At bede om hjælp føltes i begyndelsen som et nederlag, men endte med at være en styrke.
I dag ser de tilbage på rejsen som mere end blot et tv-eventyr. Den blev en anledning til at udfordre egne forestillinger om kontrol, selvstændighed og tillid. De troede, de skulle bevise, at de kunne klare sig selv. I stedet opdagede de, at det at åbne sig for andre mennesker kan føre til relationer, man aldrig havde set komme – og som varer ved langt ud over programmets rammer.
