Irene Thierry hang første gang på hovedet under teltdugen som syvårig, og fra den dag blev cirkus ikke bare en del af hendes liv – det blev hele meningen med det. Hun blev viet midt i manegen, og det meste af hendes liv har handlet om cirkus, med alle de triumfer, sorger og kærlighedshistorier, det har bragt med sig. Cirkus var ikke blot underholdning for Irene; det var hendes kald, hendes hjem og hendes livsstil.
En episode i slutningen af 1980’erne illustrerer hendes ukuelige beslutsomhed. Irene trådte ind på kontoret hos politidirektøren i Haderslev for at få tilladelse til at rejse sit cirkus. Første gang blev hun mødt med skepsis, og direktøren svarede, at cirkusdirektøren selv normalt måtte komme. Irene forlod kontoret og bankede på igen. Denne gang præsenterede hun sig med navn og titel: “Cirkusdirektør Irene Thierry fra Cirkus Krone.” Resultatet var en tilladelse til at slå teltet op, og direktøren kunne ikke lade være med at grine. Dengang var Irene den eneste kvindelige cirkusdirektør i Danmark, og episoden blev et symbol på hendes ukuelige vilje.
Irene har bragt glæde og latter til publikum siden sin debut i sin fars cirkus for 75 år siden, hvor hun optrådte med et stepnummer. Hun bemærker ofte, hvordan folk føler medlidenhed med artistbørn, men hun understreger, at børnene selv insisterer på at optræde, indtil de får lov.
I dag bor Irene i et rækkehus i udkanten af Odder, tæt på sin yngste søn, Marc, og hans familie. Hjemmet er fyldt med fotografier, der dokumenterer hendes liv i cirkus. På mange af billederne hænger hun med hovedet nedad fra trapezen, som hun altid har haft en forkærlighed for. Som syvårig sad hun hele dagen på trapezen, mens hendes far havde slået lejr under hende, klar til at holde øje. Først efter at hendes mor havde serveret aftensmad, lod hun sig falde og svævede frit under teltdugen.
En dag, da hun forsøgte at hænge alene med løst hår, blev håret viklet ind i trapezen, og Irene kunne ikke komme fri. Smerten var intens, men hendes far greb en saks og klippede håret af uden at råbe eller skælde ud. Hun lærte hurtigt, at hun aldrig måtte træne alene og altid skulle sætte håret op, men følelsen af at hænge højt foran publikum gav hende en stolthed, hun aldrig glemmer.
Irene husker også sin mor, som arrangerede skole hjemme for hende og hendes bror, Richard, så de kunne slippe for den lokale skole, mens deres mor selv havde studeret jura, men forlod eksamen for at optræde med sin mand. Irene besøger ofte sine forældres gravsted og lægger programmer fra premiereforestillinger bag stenen. For hende har cirkus altid været familie, sammenhold og glæde for andre. Hun lever efter sin fars ordsprog: “Der er ingen, der er større, end at man kan ligge ned” og “jeg lader de andre være dumme, jeg vil ikke være det.”
Irene har været positiv hele livet, og hendes nyudgivne erindringer bærer titlen “Jeg er født som optimist.” Hun har altid tænkt, at selv når økonomien var stram, ville nye muligheder opstå.
Som ung optrådte Irene i forestillinger rundt om i Europa. Som 16-årig arbejdede hun i en varieté på Mallorca, hvor hovedattraktionen var sangeren Tom Jones. Ikke alle optrædener endte godt – en gang blev hun ramt af en wire under en trapezforestilling, hvilket resulterede i knæskader og skader på livmoderen. Hun var dybt ulykkelig, især fordi hun elskede børn og cirkusliv.
Overraskende blev hun gravid fire år senere, midt i en travl cirkustid. Selvom hun ikke var i et fast forhold, ønskede hun barnet. Hendes søn Frank blev født, mens hun stadig arbejdede som cirkusartist, og hun kombinerede moderskab og optræden ved at placere ham i en kravlegård under forestillingerne. I 1973 blev hun mor til sit andet barn, Marc, som blev født med en sjælden sygdom, der krævede konstant pleje. Irene kæmpede ufortrødent for hans overlevelse, selvom lægerne vurderede, at han kun ville leve cirka ti år. Hun omtaler de første syv år som “syv overlevelsesår” og fokuserede kun på fremtiden med skyklapper på.
Irene genoplivede sin fars gamle cirkus i 1984 for at kunne kombinere moderskab med karriere. Hun turde kaste sig ud i nye udfordringer, men indrømmer, at hun ikke kunne gå alene på restauranter eller dansesteder. Hun blev skilt fra Marcs far og ønskede at skabe en meningsfuld tilværelse for sine børn. Både Frank og Marc blev en del af cirkusset – Marc som musiker, Frank som trapezartist – og det blev en integreret del af familiens liv.
Som cirkusdirektør ansatte hun nyt personale og ledede forestillinger med både sine børn og medarbejdere. Hun mødte Allan, en musiker, som hun senere giftede sig med i manegen, en proces der tog to år at få domprovstens godkendelse til, men hun fik sin vilje.
I 2017 overdrog Irene cirkusset til sin ældste søn, Frank. Marc fortsatte med musikken, mens nogle af hendes børnebørn blev en del af cirkuslivet, hvor de sang eller solgte billetter på turné. Selv om hun ikke længere leder cirkusset, optræder Irene stadig og følger med stolthed, mens hendes børn og børnebørn viderefører traditionen.
For Irene Thierry har cirkus været alt – liv, glæde, familie og kærlighed. Hun har lært sine børn og børnebørn at udføre cirkus med hjertet, og hun ved, at så længe cirkus lever, vil latter og glæde fortsætte med at inspirere alle, der oplever det.
I dag, 78 år gammel, lever hun stadig med cirkus i sjælen, optræder, holder foredrag og nyder synet af sin familie, der viderefører det, hun har bygget op gennem et helt liv. Cirkus er for hende ikke blot underholdning, men essensen af livet selv.
