Komikeren Frank Hvam voksede op i det, han selv beskriver som en kærlig og tryg kernefamilie. Der var omsorg, stabilitet og en grundlæggende følelse af at høre til. Alligevel var barndommen indimellem præget af perioder, hvor hverdagen blev vendt fuldstændig på hovedet. Hans mor led af maniodepressiv sygdom, i dag kaldet bipolar lidelse, og sygdommens skift mellem maniske og depressive faser satte tydelige spor i familiens liv.
I en samtale i podcasten “Det sidste måltid” fortæller Frank Hvam åbent om, hvordan det var at vokse op med en mor, der i perioder forandrede sig markant. Han understreger, at han aldrig har manglet kærlighed. Tværtimod beskriver han sin mor som elskelig, varm og omsorgsfuld. Men sygdommen kunne pludselig ændre hendes adfærd på en måde, der var voldsom og svær at forstå – især for et barn.
Han fortæller, at der kunne opstå situationer, hvor det føltes som en egentlig personlighedsændring. I de maniske perioder var der eksplosive udbrud, hvor grænserne for det normale forsvandt. Stemningen i hjemmet kunne skifte på et øjeblik, og det, der dagen før havde været en almindelig hverdag, blev erstattet af kaos. Det kunne være pinligt, voldsomt og uforudsigeligt. Følelsen af kontrol forsvandt, og det hele blev, som han beskriver det, “weird”. Pludselig var der en stemning, hvor ingen helt vidste, hvad der ville ske næste gang.
Det mest mærkelige var måske, at hverdagen bagefter kunne falde på plads igen. Efter en manisk periode kunne alt fremstå normalt. Rutinerne vendte tilbage, og roen sænkede sig. Men alle i familien havde været vidne til det, der var sket. De havde set “galskaben”, som han kalder det, og den erfaring forsvandt ikke bare, fordi stemningen igen blev rolig. Oplevelserne satte sig i kroppen og i relationerne.
Alligevel beskriver Frank Hvam ikke sin barndom som ulykkelig. Tværtimod fremhæver han, at familien valgte en særlig måde at håndtere sygdommen på. I stedet for at lade skam og tavshed fylde, mødte de situationerne med humor og åbenhed. Det var en bevidst strategi – måske ikke formuleret sådan dengang, men noget, der voksede frem som en nødvendighed.
Han forklarer, at skam ikke var noget, de kunne bruge til noget som helst. Hans mor kunne godt selv føle skam over sine maniske perioder, men familien omkring hende forsøgte ikke at dyrke den følelse. For hvad skulle den gøre godt for? Hun havde jo ikke valgt sygdommen. De maniske episoder var ikke et resultat af dårlige beslutninger eller manglende vilje. De var et udtryk for en lidelse, hun ikke selv var herre over.
I stedet valgte familien at tale åbent om det og – når det var muligt – at grine af det. De kunne sige til hinanden, at “så havde vi lige en periode, hvor vi var helt bimmelim”. Det lyder måske brutalt, men for dem var det en måde at tage brodden af det svære. Humoren blev et redskab til at overleve og til at skabe sammenhold i noget, der ellers kunne have splittet dem ad.
Den åbne tilgang betød også, at de talte meget om følelser. Måske mere end mange andre familier gjorde på det tidspunkt. Når noget var svært, blev det ikke fejet ind under gulvtæppet. Det blev italesat. De forholdt sig til det, der var sket, og forsøgte at forstå det sammen. Det skabte en form for robusthed og en accept af, at livet ikke altid er pænt og velordnet.
Frank Hvam peger på, at skam ofte fylder alt for meget i menneskers liv. Mange går rundt og skammer sig over ting, de i virkeligheden ikke selv er skyld i. Hans mors sygdom var et tydeligt eksempel. Hun havde ikke besluttet sig for at være manisk. Hun havde ikke valgt at miste kontrollen i perioder. Hvorfor skulle hun så bære en tung byrde af skam oveni?
For ham blev barndommen derfor også en læring i at acceptere, at mennesker er, som de er. Vi rummer både styrker og sårbarheder. Nogle af dem kan vi arbejde med og ændre, andre må vi leve med. I hans familie valgte de at leve med sygdommen på den mest kærlige og realistiske måde, de kunne finde.
I dag ser han tilbage på sin opvækst med nuancer. Der var kaos og pinlige øjeblikke, men der var også varme, tryghed og latter. Sygdommen fyldte, men den definerede ikke hele hans barndom. Den blev en del af familiens historie – en svær del, men også en del, der lærte dem noget om åbenhed, loyalitet og om at stå sammen, når livet slår knuder..
