Susanne Knutzen har opdaget, at hun med alderen har fået en ny og en smule uønsket følgesvend i sin hverdag. En slags indre politibetjent, der pludselig dukker op i tide og utide og kommenterer på alt det, hun mener, andre gør forkert.
I sine yngre dage gik hun og hendes venner rundt og sagde: “Klokken er 16.47 nul dut, og du er anholdt” – gerne leveret med hendes medfødte vestjyske accent. Hun kan i dag ikke helt huske, hvorfor det var så morsomt, men sætningen har fået nyt liv. Nu dukker den op i hendes hoved i helt andre sammenhænge. For jo flere lys der kommer i fødselsdagslagkagen, jo mere insisterende bliver den indre ordensmagt.
Den indre politibetjent melder sin ankomst i mange situationer, særligt når hun bevæger sig rundt i det offentlige rum. Det kan være på fortovet, hvor hun er ved at blive kørt ned af en cyklist, der har valgt at tage en genvej blandt fodgængerne. Det kan være på løbeturen, hvor en gruppe forældre på barsel fylder hele stien, fordi de går side om side med barnevogne og små poder. Eller når personen foran hende brat stopper op midt på fortovet for at tjekke mobilen, så hun er millimeter fra at hamre ind i ryggen på vedkommende.
I de øjeblikke springer stemmen frem som en trold af en æske. Inde i hendes hoved ruller en strøm af irritation og indre formaninger. Hun forbander de uskrevne regler, der bliver brudt, og tænker sit om folks manglende hensyn. Det hele foregår dog i stilhed. Udadtil er hun stadig den samme Susanne, men indeni er der udstedt adskillige bøder.
Senest oplevede hun det en kold vinterdag, hvor hun var kommet lidt for sent ud ad døren til træning. Hun skulle skynde sig afsted og cykle de 500 meter forbi kolonihaven, som år efter år aldrig bliver ryddet for sne og is. I forsøget på at undgå en bøde for at komme for sent til holdet kæmpede hun sig gennem sjap og isspor, mens cyklen slingrede faretruende. I ren frustration gennemgik hun fantasifulde hævnscenarier – alt fra at kaste æg på husene til at nedsave samtlige hække med sin mands nyindkøbte motorsav. Med et lille grin over sin egen dramatiske indre monolog kom hun dog igennem strækningen og nåede frem til tiden.
Hvis hun skal være helt ærlig, er hun ikke specielt begejstret for den nye makker, der sætter lov og orden lidt for højt. Hun har tidligere selv rystet på hovedet ad den ældre dame, der surt kommenterer, når Susanne cykler de sidste 100 meter på fortovet hen til sin hoveddør. “Slap nu af, jeg har styr på det og kører dig ikke ned,” har hun tænkt mange gange. Hun ved også godt, at hun og hendes venner kan fylde rigeligt, når de mødes i det offentlige rum og griner højlydt, selvom nabobordet tysser. Og hun må indrømme, at hun selv står helt stille midt på trappen, når hun skal svare på en besked, fordi hun endnu ikke har mestret kunsten at skrive og bevæge sig samtidig.
Derfor kan hun godt se ironien. Den indre politibetjent er ikke kun rettet mod andre – den kunne lige så godt vende blikket mod hende selv. Heldigvis er hun endnu ikke nået dertil, hvor hun højlydt irettesætter fremmede. Det hele udspiller sig stadig inde i hovedet. Men hun kan mærke, at grænsen måske langsomt rykker sig.
Hun joker med, at hvis hun en dag ender som en af de to sure, vrissende gamle mænd på balkonen i The Muppet Show, der kommenterer alt og alle, så må vennerne gribe ind. Så skal de bede hende om at skrue ned, trække på skuldrene og sige pyt. Måske hygger folk sig bare. Måske tager de en genvej. Måske er det ikke verdens undergang, at nogen fylder lidt for meget på fortovet.
Alligevel kan hun ikke helt lade være med at sende en kærlig, men bestemt tanke til kolonihaveforeningen. For den isglatte strækning har været et tilbagevendende irritationsmoment hver eneste vinter i alle de år, hun har cyklet til og fra arbejde. Her kommer den gamle sætning igen snigende: “Klokken er 17.15 nul dut – og I er anholdt!”
Susanne Knutzen er 53 år, gift med Tue og mor til Aske. Hun går op i løb, kultur og god mad og drikke – helst i godt selskab. Og mens hun navigerer gennem hverdagen med sin indre politibetjent på slæb, forsøger hun at balancere mellem irritation og selvironi. For måske er den uønskede makker blot et tegn på erfaring, liv og et voksent blik på verden – også selvom det indimellem udløser en mental bødeblok.
