Den folkekære skuespiller Søs Egelind har i årtier fået danskerne til at grine med sin skarpe humor og sit helt særlige blik på livet. På scenen og foran kameraet virker hun ofte uovervindelig – en kvinde, der kan vende selv de mørkeste øjeblikke til noget, man kan smile af. Men bag kulisserne har hun også oplevet øjeblikke, hvor virkeligheden ramte med fuld kraft.
Et af de øjeblikke kom, da hun for nylig fik en besked fra lægen, som hun slet ikke havde forventet. Under en udredning fik Søs Egelind nemlig konstateret ADHD – en diagnose, hun aldrig tidligere havde forestillet sig kunne være en del af hendes egen historie.
Reaktionen var alt andet end rolig accept. Tværtimod ramte ordene hende som et chok. Hun husker tydeligt det øjeblik, hvor diagnosen blev nævnt, og hvordan tankerne straks begyndte at køre i ring.
Hvad fanden i helvede er det her noget?
Det var den spontane tanke, der fór gennem hovedet på skuespilleren, da hun hørte forklaringen. Diagnosen satte gang i en strøm af spørgsmål, for hvordan kunne noget, hun aldrig før havde tænkt over, pludselig give mening i hendes liv?
For Søs Egelind blev beskeden starten på en proces, hvor hun begyndte at se sit eget liv i et nyt lys. Mange situationer fra tidligere år begyndte langsomt at falde på plads. Episoder, reaktioner og mønstre, som før bare havde været en del af hendes personlighed, fik nu en anden forklaring.
Samtidig var det også en oplevelse, der krævede tid at forstå. En diagnose kan ændre måden, man ser sig selv på, og det gælder også for en erfaren og livsklog kunstner som hende. At få sat ord på noget, der måske har været der i årevis, kan både være overraskende, forvirrende og i sidste ende også opklarende.
Søs Egelind har gennem livet været kendt for sin evne til at bruge humor som et redskab – både på scenen og i mødet med livets mere alvorlige sider. Den tilgang har hun også taget med sig ind i denne nye erkendelse.
I stedet for at lade diagnosen definere hende fuldstændigt, ser hun den som endnu en brik i fortællingen om sit liv. En forklaring på nogle ting – men ikke en begrænsning for, hvem hun er.
For skuespilleren handler det stadig om det samme som altid: at leve livet fuldt ud, bruge sin kreativitet og møde verden med både nysgerrighed og et glimt i øjet.
Men øjeblikket hos lægen – hvor ordene første gang blev sagt højt – glemmer hun næppe foreløbig. For det var dér, en ny forståelse af hende selv begyndte.
