Der var intet, der kunne forberede hende på den dag, hvor hun ringede til sin søn og fik tavsheden tilbage. Den 3. juli 2022 blev et smilende sommereftermiddagslys brudt af kaos i Field’s storcenter på Amager, da en 22‑årig mand begyndte at affyre skud midt blandt uskyldige mennesker — tre mistede livet, blandt dem hendes 17‑årige søn, og flere blev såret. Hun havde sat sin søn i biografen sammen med hans storesøster, glædelig over en hverdagstur, men det blev sidste gang, hun talte med ham.
I sin nye bog Den første dag tegner forfatteren, som skriver under pseudonymet Esther Leuran, et så intenst, sårbart og gribende portræt af tab og sorg, at læseren føler smerten som sin egen. Hun beskriver den sidste dag i sin søns liv og den første dag i hendes nye, splintrede virkelighed med en sådan klarhed, at det gør ondt at læse. Bogen tager udgangspunkt i den ubeskrivelige smerte, da hun og resten af familien modtog den værst tænkelige besked og blev sendt til Psykiatrisk Center Amager for at vente i timevis uden svar, omgivet af kolde vægge og manglende menneskelighed.
Det er ikke blot en bog om sorg, men om et menneske, der mister sit anker i livet. Esther beskriver følelsen af at træde ind i et “midnatsblåt rum” — et følelseslandskab, hvor tiden står stille, og hvor minderne gentager sig selv i en form for følelsesmæssigt loop. Hun viser, hvordan sorg kan være et fysisk rum, en tid uden rytme, en krop der bærer både den normale verden og en sorg, som vokser indefra.
Hun fortæller om natten efter tragedien, hvor datteren, hun selv og hendes mand blev lukket inde i et psykiatrisk venteområde, hvor der manglede komfort og menneskelig varme. Hun beskriver personalets distancerede adfærd og den sjældne hjælpsomhed, de oplevede, som om systemet svigtede på det mest kritiske tidspunkt. Hun ville have haft sandheden hurtigere, mere menneskeligt, mere empatisk.
Men Den første dag er også en bog om at genfinde livet. Forfatteren skildrer den skrøbelige, stærke proces med at gå videre: at kæmpe med sorgens tid, finde fodfæste i nye rutiner, støtte hinanden som familie og mødre hjelpes gennem de første jul, nytår, påske og endda den første tid uden den tabte søn. Hun reflekterer over sansninger, minder, dufte og de steder, der nu står som monumenter af tab, samtidig med at hun forsøger at forstå, hvordan et menneske, der delte både glæde og hverdag med sin søn, nu skal stå alene med den vægt af sorg.
Leuran udforsker også dobbelttraumet, som datteren bar: at være vidne til broderens død og samtidig være i livsfare selv. Hun kæmper med skyld, irrationelle tanker og den uendelige rækkefølge af spørgsmål, som sorg altid bringer med sig: Hvor er han nu? Hvordan bevarer man hans minde uden at miste sig selv? Hun beskriver den daglige kamp med at tømme hans værelse, ombygge sit hjem, skabe nye rutiner og acceptere, at livet fortsætter — omend forandret for altid.
Bogen rummer et langt tidsforløb — 536 døgn, hvor Leuran vender tilbage til den første dag igen og igen, skaber en rytme i sorgen, forsøger at forbinde fortid og fremtid, lys og mørke, tab og genopdagelse. Undervejs tager hun også pulsen på den offentlige psykiatri, som hun oplevede svigte både sin familie og gerningsmanden, og selvom bogen ikke er politisk, runger den med en opfordring til menneskelighed og bedre hjælp til dem, der kæmper med psykiske smerter.
Den første dag er skrevet med en kraftfuld, litterær styrke, der griber læseren om hjertet. Det er en fortælling om kærlighed, tab, traumer og menneskelighedens genopdagelse — en bog der efterlader læseren forandret, bevæget og med en dyb respekt for den rejse, som én familie måtte gennemgå efter den dag, hvor deres verden for altid blev delt i før og efter.
