Den legendariske sangerinde Lis Sørensen, hvis stemme har været lydsporet til generationer af danskeres liv, står nu i en fase af sin tilværelse, hvor hver eneste dag og hvert eneste år har fået en helt ny og dybere betydning. Efter en karriere, der har strakt sig over flere årtier med utallige hits og udsolgte koncerter, åbner den folkekære stjerne nu op for de overvejelser, hun gør sig om fremtiden og det uundgåelige punktum. Det er en livsklog og reflekteret Lis Sørensen, der fortæller, hvordan hun nu bevidst har valgt at leve sit liv og styre sin karriere ved kun at kigge ét år frem ad gangen.
Beslutningen om ikke at lægge langsigtede planer er ikke et udtryk for opgivenhed, men derimod en dyb respekt for livets skrøbelighed og en lyst til at være til stede i nuet. Lis Sørensen lægger ikke skjul på, at hun mærker tidens gang, og netop derfor er hver eneste sang og hver eneste optræden blevet en gave, hun ikke tager for givet. Hun befinder sig i en proces, hvor hun stadig skaber ny musik og lader kreativiteten flyde, men hun gør det med en bevidsthed om, at intet er lovet for i morgen. Denne ærlighed omkring sin egen situation og alderdommen er noget, der rører hendes mange fans dybt, da hun altid har været eksponent for både styrke og sårbarhed.
At skabe ny musik i denne modne fase af livet kræver en særlig form for mod. Lis Sørensen forklarer, hvordan hun dykker ned i nye lydbilleder og tekster, der afspejler det sted, hun er nu – et sted præget af både ro og en indre ild, der nægter at gå ud. Men bag den kreative proces lurer også bevidstheden om, at man skal stoppe, mens legen er god, og det er netop her, reglen om “et år ad gangen” træder i kraft. Hun vil ikke binde sig til store projekter år ud i fremtiden, men vil hellere mærke efter i hjertet hver eneste sæson: Har jeg stadig noget at give? Har min stemme stadig den kraft, publikum fortjener?
Atmosfæren omkring hendes nye musikalske projekter er præget af en intensitet, som kun findes hos kunstnere, der har set det hele og prøvet alt. Hun beskriver glæden ved stadig at kunne overraske sig selv i studiet, selvom hun ved, at vejen mod slutningen af den aktive karriere uundgåeligt bliver kortere. Det er en balancegang mellem det evige liv i musikken og den jordiske virkelighed, hvor kroppen sætter sine naturlige begrænsninger. Hendes åbenhed om at tage én dag ad gangen fungerer som en inspiration for mange, men det bærer også på en melankolsk undertone af et farvel, der rykker tættere på.
Mens hun arbejder på de nye toner, nyder hun den frihed, som hendes status giver hende. Hun behøver ikke længere bevise noget for nogen, og det giver musikken en helt særlig nerve og ægthed. Lis Sørensen har fundet en fred i at vide, at hun ikke skal planlægge sit liv fem år frem, men i stedet kan nyde hver koncert, som var det den sidste. Det er en hyldest til livet og til musikken, fortalt af en kvinde, der har modet til at se sandheden i øjnene og samtidig synge af fulde halse, så længe hjertet og stemmen tillader det.
