Det skulle have været en dag præget af ren og skær glæde og fejring af det nye liv, men for den engang så magtfulde erhvervsmand Christian Kjær blev sønnen Christopher-Phillipps dåb i Holmens Kirke i København en følelsesmæssig rutsjebane af de helt store. Den ellers så urokkelige og stolte godsejer viste en hidtil uset sårbarhed, da han ankom til den historiske kirke, og det var tydeligt for enhver fremmødt, at dagens betydning ramte ham med en overvældende kraft. Det var ikke kun vægten af de mange år, men også den dybe kærlighed til hans yngste barn, der fik tårerne til at presse sig på hos den 83-årige far.
Allerede ved ankomsten til kirkens indgang kunne man mærke den tætte atmosfære af alvor og bevægelse. Christian Kjær, der i årtier har været vant til at føre sig frem i de fineste cirkler med oprejst pande, virkede i dag mærket af situationens storhed og måske også af livets skrøbelighed. Han var tvunget til at læne sig fysisk og mentalt op ad sin hustru, Susan Astani-Kjær, der som en klippe i brændingen førte ham sikkert gennem mængden af fotografer og nysgerrige blikke. Hendes støtte var ikke bare praktisk; det var en rørende demonstration af deres tætte bånd i en tid, hvor Christian Kjærs helbred og offentlige profil har været genstand for megen omtale.
Inde i kirkerummets højtidlige stilhed kulminerede følelserne. Da den lille Christopher-Phillipp fik vand på hovedet, og dåbshandlingen blev fuldført, kæmpede Christian Kjær en brav kamp for at holde tårerne tilbage. Hans blik hvilede konstant på den lille dreng, og det var som om, at hvert ord fra præsten genlød i hans indre med en særlig intensitet. Det var et øjeblik, hvor fortid og fremtid mødtes, og hvor den aldrende far tydeligvis reflekterede over det mirakel, det er at få lov til at opleve endnu en stor milepæl i sin søns liv. Susan var der hvert sekund, holdt hans hånd og sendte ham beroligende blikke, når stemmen svigtede, og øjnene blev blanke.
Efter ceremonien var det en tydeligt bevæget Christian Kjær, der trådte ud i dagslyset igen. Selvom han forsøgte at genvinde sit sædvanlige overskud, var det tydeligt, at dagen havde kostet på de følelsesmæssige ressourcer. De fremmødte gæster og familiemedlemmer kunne ikke undgå at bemærke den enorme kærlighed, der strømmede mellem far og søn, men også den melankoli, der naturligt følger med, når man står i livets efterår og fejrer dets forår. Det var en dåb, der vil blive husket for meget mere end blot den fornemme ramme; den vil blive husket for de ægte, rå og ufiltrerede følelser fra en mand, der har prøvet alt, men som stadig kan blive overvældet af livets mest fundamentale øjeblikke.
Festlighederne fortsatte efterfølgende under mere private former, men mindet om de våde øjne og den tætte støtte fra Susan blev hængende i luften ved Holmens Kirke. Det var en dag, hvor facaden faldt, og hvor kærligheden til familien stod stærkere end noget andet. For Christian Kjær var dette ikke bare en traditionel barnedåb, men en bekræftelse på det livsværk, der betyder allermest: hans børn og den kvinde, der står ved hans side i både medgang og modgang. Det var en hjertevarm påmindelse om, at selv de største personligheder i sidste ende er mest sårbare, når det kommer til de mennesker, de elsker allermest.
