Danmark mistede pusten den skæbnesvangre tidlige efterårsaften den 3. september 1980. Hele nationens absolutte yndling, den gigantiske og evigt pulserende komiker Dirch Passer, faldt om bag kulisserne i Glassalen i Tivoli, kun 54 år gammel. Hans hjerte orkede ikke mere. Men hvad der reelt udspillede sig i timerne op til det absolutte og tragiske punktum, har i årevis været svøbt i en følelsesladet tåge af rygter, tårer og dyb, uforløst smerte. Bag det enorme, elastiske ansigt og de buldrende grin, der kunne få hele sale til at koge over af ren og skær ekstase, gemte der sig en mand, der var ved at gå fuldstændig i opløsning af et umenneskeligt arbejdspres, et voldsomt alkoholforbrug og en invaliderende sceneskræk, der bed sig dybere og dybere fast i hans plagede sind.
Den sidste tid op til det fatale kollaps var præget af en næsten overjordisk uhygge. Aftenen før det endelige hjertestop havde været decideret rædselsfuld for alle involverede bag scenen. Den ellers så professionelle og genialt timede revylegende stod på de skrå brædder i Tivolirevyen med en yderst snørklet og teksttung monolog, hvor han pludselig begyndte at tale fuldstændig sort. Ordene, der kom ud af hans mund, gav absolut ingen mening. Det var det rene volapyk, en skræmmende og uforståelig strøm af lyde, der efterlod suffløren Bente Askjær i total afmagt og panik, mens hun febrilsk kæmpede for at finde et brugbart stikord, der kunne lede den desorienterede stjerne tilbage på sporet. Men det var umuligt. Dirch var allerede mentalt på vej væk, fanget i sin egen krops svigtende signaler.
Efter den kaotiske og skræmmende aften forestilling blev Dirch Passer i al hast hentet af en ambulance og bragt direkte til Hvidovre Hospital til observation. Da mørket faldt på, og den dramatiske aften endelig var omme, tog skuespillerkollegaen Sonja Oppenhagen og Bente Askjær ud til hospitalet, hvor de fik lov til at tage den dybdeliggende rystede komiker med hjem. Den nat sov han roligt, men den snigende frygt lå som en tung dyne over hele den lille omgangskreds. Næste morgen syntes alt umiddelbart at ånde fred og ro, men det var kun den uhyggelige stilhed før den ultimative storm.
Da onsdagen ramte, insisterede Dirch på at vende tilbage til sit elskede og frygtede Tivoli. Han ankom til forlystelseshaven og gik som så ofte før ned i Søcafeen for at drikke en beroligende øl inden aftenens show, hvor han mødte Preben. Men stemningen var forandret. Dirch bar på en mørk og melankolsk energi og udtrykte et brændende ønske om at gå ind og sige et par helt særlige ord til publikum, inden det tunge tæppe overhovedet gik. Han ville give noget af sig selv.
Kort efter, i Glassalens hektiske Backstage-område, var scenen sat til den store åbning. Dirch skulle optræde i sit absolutte glansnummer som en naturtro og slående kopi af Kim Larsen, iført den helt rigtige paryk og det dertilhørende tøj, hvilket i sig selv skabte en næsten skræmmende autentisk visuel effekt. Lysene på scenen var tændt, men indvendigt var stjernens eget livslys i sandhed ved at rinde ud. Sekunder før han skulle træde ud i rampelyset, kollapsede den store mand og faldt magtesløs om, direkte i armene på en chokkeret Lily Broberg ude bagved kulisserne. Der lå han, fuldstændig livløs, mens hans øjne stivnede og stirrede tomt op i teatrets mørke loftskonstruktion.
Derfra eksploderede alt i et ubeskriveligt og panisk kaos. Folk skreg i munden på hinanden, og der blev ringet febrilsk efter hjælp. Ulf Pilgaard kom stormende i vild panik op fra sin private garderobe, løb direkte forbi den faldne kammerat og ud på selve scenen, hvor han desperat råbte ud over scenenkanten: Er der en læge til stede? Men publikum, der var gearet til komik og vanvid, troede blot, at den dramatiske efterspørgsel var en del af revyens geniale og utraditionelle åbning, og salen brød ud i en rungende latter. Det er alvor, skreg en fuldstændig desperat Pilgaard ud i det tætpakkede rum, før den iskolde virkelighed endelig ramte de glade teatergæster. Teaterdirektør Aage Stentoft måtte kort efter træde frem og aflyse hele forestillingen totalt, hvorefter folk i dyb, lammende stilhed begyndte at sive ud af den historiske sal.
Den intense kamp for Dirch Passers liv fortsatte på Kommunehospitalet under ledelse af blandt andre hjertelægen Peter Schnoor fra Rigshospitalets hjerteafdeling. Lægerne kæmpede en heroisk, men fuldstændig omsonst kamp mod uret. Klokken 21.20 indtraf den uundgåelige og knusende besked: Dirch Passer var erklæret død. Kort efter mødte fem hvidkitlede læger de ventende og rystede pårørende midt på gulvet i hospitalets store, kolde gennemgangshal, hvor Bente og Sonja sad med ryggen mod en isnende hvid søjle, og overbragte de brutale ord: Desværre, deres mand er død. Danmarks største komiker var her ikke mere, og landet blev efterladt i et kollektivt, nationalt traume, der trak dybe spor i mange årtier efter.
