Bag enhver succesfuld mand står der en stærk kvinde, men i tilfældet med den ikoniske forretningsmand Flemming Østergaard stak sandheden langt dybere end en simpel kliché. Gennem seks årtier delte han livet med sin elskede hustru, Inge, og nu åbner han op om de private detaljer fra et ægteskab, der overlevede alt, lige fra de tidlige ungdomsår til den absolut mørkeste livskrise.
Det hele begyndte lang tid før rampelyset og direktørposterne, dengang de to blot var unge mennesker med store drømme. Flemming lægger ikke skjul på, at Inge var en utrolig populær pige i sin tid, men det var samtidig en alment kendt hemmelighed i omgangskredsen, at hun absolut ingen interesse havde i drengene. Skæbnen ville dog, at de to mødtes på en helt særlig måde. De havde nemlig begge en krævende morgentjans i timerne før skoletid, hvor de tjente deres egne penge ved at køre ud med brød og mælk fra to vidt forskellige bagerier. På et tidspunkt begyndte deres ruter at krydse hinanden i morgenmørket, og de begyndte regelmæssigt at mødes. Det blev startskuddet til en livslang rejse.
Mange af de andre unge par i den generation, som valgte at gifte sig af nøjagtig samme årsag, blev lynhurtigt skilt igen, men sådan gik det overhovedet ikke for Flemming og Inge. For hos dem var der en ægte, dyb kærlighed til stede fra begyndelsen, kombineret med en enorm rummelighed, som især kom fra Inges side. Hun besad en sjælden tolerance, der tillod Flemming at forfølge sin hæsblæsende karriere. Inge spurgte ham aldrig nogensinde om, hvad han skulle, eller hvornår han forventede at komme hjem igen. Når han gik ud ad døren, sagde hun blot de samme velkendte ord: God fornøjelse.
Sådan har dynamikken været gennem hele deres fælles liv. I rigtig mange år betød Flemmings arbejde, at han havde mellem 140 og 150 rejsedage om året, hvor han var væk fra hjemmet. Imens stod Inge fuldstændig alene med ansvaret for familien, vennekredsen og det store hus derhjemme. Hun beklagede sig aldrig over situationen eller de mange ensomme aftener. Flemming erkender i dag med dyb taknemmelighed, at han vandt i lotteriet med Inge. Hvis han havde giftet sig med en hvilken som helst anden kvinde, var han med statsgaranti blevet skilt for længst. Han har altid holdt fast i, at hvis nogen spurgte ham, om han ville gifte sig med Inge igen, ville han til enhver tid og uden den mindste tøven råbe ja.
Men livet ændrede sig brutalt, da diagnosen ramte, og at leve med Alzheimer blev en hjerteskærende virkelighed. Det handler nemlig ikke kun om at miste et elsket menneske gradvist bid for bid, men også om en konstant, svær kamp for at bevare værdigheden for den, der rammes af sygdommen, og for de pårørende, der magtesløse står lige ved siden af. Inge var et menneske, der altid samlede andre omkring sig, og hendes eftermæle vidner om en kvinde, der bar familien med en ufattelig styrke.
