Gennem en lang og yderst markant karriere i både dansk og international toppolitik har Anders Fogh Rasmussen truffet adskillige skelsættende beslutninger, der har haft enorme konsekvenser for millioner af mennesker verden over. Som landets statsminister og senere som generalsekretær for NATO har han stået i spidsen for historiske begivenheder i nogle af de mest turbulente perioder i nyere tid. Men bag den urokkelige, faste facade og det statsmandsagtige ydre gemmer der sig en mand, som privat har måttet leve med en tung og smertelig bevidsthed om fortiden. Nu vælger han at åbne fuldstændig op for posen og dele en sandhed, han ellers har holdt tæt ind til kroppen i mange år.
Den erfarne politiker lægger ikke skjul på, at magtens absolutte tinde har haft en uundgåelig og ekstremt høj pris, især når det gælder de helt nære relationer på hjemmefronten. Mens han kæmpede de politiske kampe på Christiansborg og i udlandet, fortsatte livet derhjemme sit eget ufortrødne løb, og det er netop i denne balancegang, at hans livs absolut største fortrydelse har slået dybe rødder. Anders Fogh Rasmussen erkender i dag med stor sårbarhed, at der er kapitler i hans familieliv, som han ville ønske, han kunne gribe fuldstændig anderledes an, hvis han fik chancen for at spole tiden tilbage.
Det handler specifikt om de uundværlige år, hvor hans børn voksede op og havde allermest brug for en nærværende faderfigur i hverdagen. Topchefens kalender var i årevis fuldstændig overbooket med officielle statsbesøg, sene ministermøder og krisehåndtering i døgndrift, hvilket betød, at han gik glip af et utal af de dyrebare øjeblikke, som aldrig kommer igen. Han må i dag sande, at den enorme politiske succes kom på bekostning af den tid, han burde have tilbragt sammen med sin hustru, Anne-Mette, og parrets børn i hjemmet. Denne konstante fysiske og mentale fravær har efterladt et varigt sår i erindringen.
Hele denne svære erkendelsesproces er modnet over en længere periode, hvor hverdagen har fået et langt roligere tempo, hvilket har givet plads til de dybe, eksistentielle eftertanker. Det kræver et helt særligt mod af en mand med hans historiske eftermæle at kigge direkte ind i sine egne fejltrin og indrømme, at ambitionerne og magtens glitrende tinder forblindede ham i en sådan grad, at han tabte de vigtigste prioriteter af syne. Selvom familien altid har støttet ham urokkeligt gennem stormvejret, fjerner det ikke den nagende skyldfølelse over de spildte år.
Anders Fogh Rasmussens ufiltrerede ærlighed kaster et helt nyt og langt mere menneskeligt lys over den ellers så stålramte topfigur. Hans gribende fortælling om at vælge karrieren over de absolut vigtigste øjeblikke i livet tjener i dag som en tankevækkende påmindelse om, at selv de mest magtfulde mennesker i verden må leve med en uundgåelig fortrydelse, når regnskabet gøres op bag de lukkede døre.
