Historien om den franskfødte Prins Henrik af Danmark, der kom til verden på denne særlige skæbnedag, er beretningen om et usædvanligt farverigt, men også uendeligt kompliceret liv på det absolut højeste plan. Da den unge og karismatiske grev Henri de Laborde de Monpezat mødte den daværende danske tronfølger, prinsesse Margrethe, blev hans tilværelse fuldstændig forandret i et enkelt sekund. Han forlod sit elskede hjemland, sit sprog, sin diplomatiske karriere og sit katolske fundament for at træde ind i et af verdens ældste monarkier. Men bag den glitrende, royale facade og de storslåede gallafester gemte der sig en konstant, personlig og uendelig svær kamp, som kom til at præge ham dybt på de indre linjer gennem hele hans tilværelse i det kolde nord.
For Prins Henrik blev rollen som dronningens mand nemlig en kilde til dyb frustration og udtalt hjertesorg, som han i perioder havde utroligt svært ved at skjule for offentligheden. Han følte sig i den grad overset, tilsidesat og reduceret til et ligegyldigt vedhæng, der altid skulle gå tre skridt bag sin hustru. Hans store drøm og konstante krav om at modtage titlen som kongegemal blev aldrig opfyldt af det danske etablissement, hvilket han oplevede som en personlig afvisning og en dyb mangel på respekt for den enorme offervilje, han havde udvist. Denne konstante og indgroede følelse af uretfærdighed skabte dybe sprækker i det royale fundament og førte flere gange til dramatiske kriser, hvor prinsen i ren afmagt og protest valgte at flygte fra de officielle forpligtelser i København for at søge eksil og trøst på sit private vinslot, Château de Cayx, i Sydfrankrig.
Prins Henrik var i sandhed en ægte livsnyder, en passioneret kunstner, en dybttænkende poet og en yderst kompetent gastronom, hvis franske temperament og farverige livssyn ofte stødte frontalt sammen med den mere afmålte, jævne og traditionelle danske mentalitet. Det tog den danske befolkning og pressen mange årtier at forstå og fuldt ud værdsætte hans særprægede facon, og i store dele af sit liv måtte han lægge ryg til hård kritik, grove parodier og en udbredt misforståelse af hans sande natur. Først i hans absolut sidste leveår, da den svære sygdom og demensdiagnosen for alvor ramte ham, begyndte tonen i offentligheden at ændre sig til en dyb, kollektiv sympati og en senkommen forståelse for det store og uudslettelige aftryk, han rent faktisk nåede at sætte på det danske kongehus.
Når man i dag markerer hans fødselsdag og ser tilbage på hans dramatiske skæbne, står det klarere end nogensinde, at Prins Henrik var en mand, der insisterede på at bevare sin personlige frihed og integritet, selv under det tungeste royale pres. Hans uortodokse og modige beslutning om ikke at lade sig begrave side om side med Dronning Margrethe i Roskilde Domkirke blev hans absolut sidste, kraftfulde og evige protest mod den rangorden, der havde pint ham gennem et helt liv. Det er historien om en kompromisløs mand, der brændte for kunsten og kærligheden, men som betalte en ualmindelig høj og ensom pris for at leve sit liv i skyggen af den danske krone.
