I årevis bar hun på en tung, usynlig byrde. En byrde, der blev lagt på hendes skuldre, allerede mens hun var barn. For den folkekære skuespillerinde Ghita Nørby har vejen til selverkendelse været brolagt med tavshed, undertrykkelse og en konstant kamp for at finde modet til at være sig selv. Det var ikke bare en hvilken som helst barndom; det var en opvækst præget af en moders dominerende vilje, hvor følelser som vrede blev betragtet som grimme og utilgivelige.
Forestil dig en lille pige, der bliver mødt af sin mor med ordene: Hvem er det, der kommer der? Det er da ikke Ghita. Det er da en ond lille pige, der står der. Nu går hun tilbage ud ad den dør, og så kommer den søde Ghita ind. Disse ord blev en fast del af hendes fundament. Hun lærte lynhurtigt, at hendes egne negative følelser ikke havde plads. Hun skulle være smilende, imødekommende og altid sød for at blive elsket. At vise raseri eller kalde andre for idioter var en direkte vej til at skuffe forældrene. Det var en opdragelse til total tilpasning.
Men indeni Ghita levede en anden skikkelse. En imaginær veninde, som hun kaldte Den lille vilde. Denne karakter var alt det, Ghita ikke fik lov at være. Hun var rebelsk, løb barfodet gennem skoven, kendte naturens hemmeligheder og bar en kniv. Hun var fri. Mens Ghitas mor, Guldborg Nørby, en smuk og talentfuld pianist, styrede hjemmet med hård hånd, flygtede Ghita ind i denne fantasiverden for at overleve. Hun forblev tavs over for moderen, for hun vidste, at hendes ord alligevel aldrig blev hørt eller respekteret.
Det var først i de sene teenageår, da hun endelig flyttede hjemmefra, at hun begyndte at se mønstrene tydeligt. Det blev starten på en lang rejse, hvor hun blandt andet brugte psykologhjælp til at navigere i de traumatiske bånd. En af de første og sværeste lektier var at holde op med at ringe hjem til sin mor hver eneste dag. Psykologen var nådesløs: Du må ikke gøre det. Du kan også vente på, at telefonen ringer til dig. Det var et smertefuldt, men nødvendigt brud med angsten for moderens dom.
Da Ghita senere trådte ind i skuespillerverdenen og mødte instruktøren Erling Schroeder, skete der noget afgørende. Han så ikke bare den yndige pige med smilehullerne; han gav hende rollen som et menneske med dybde og kant. I det barske teatermiljø, hvor kritikken ofte var nådesløs, lærte hun for første gang at stå ansigt til ansigt med sin egen vrede og ondskab. Hun forstod, at disse mørke sider ikke var noget, der skulle skjules, men derimod vigtige brikker, der gjorde hende til et helt menneske. I dag erkender hun, at hun stadig kæmper med at sige nej, fordi det er langt lettere at flyde med strømmen og undgå konflikten. Men med hjælp fra sin kloge søn øver hun sig hver dag på at turde sige: Jeg orker det ikke.
