Christian Fuhlendorff havde en idé, som han selv syntes var både sjov og original. Problemet var bare, at komikeren allerede havde set præcis den samme idé mange år tidligere – og denne gang havde han glemt, at den eksisterede.
Det kommer frem i podcasten Hr og Fru Fuhlendorff – Bare mellem os, hvor Christian og Karina Fuhlendorff som vanligt vender stort og småt. I ugens afsnit ender samtalen et sted, hvor Christian må indrømme en fejl, han bestemt ikke selv er særlig stolt af.
Det hele handler om en sketch, der skal bruges som reklame for hans nye show Hverdagshelt. I sketchen spiller Christian en mand, der ser en tasketyv stjæle en taske og løbe væk. Christian sætter efter ham, men situationen udvikler sig på en måde, som han selv syntes var en rigtig god komisk idé.
– Der kommer sådan en sketch som reklame for mit nye show “Hverdagshelt”, og i den ser jeg sådan en tasketyv, og han stjæler en taske og løber derudad, og så løber jeg efter ham. Han er ret stor, og så vender han sig om på et tidspunkt, og så lader jeg bare som om, jeg jogger og løber videre forbi, forklarer Christian.
Посмотреть эту публикацию в Instagram
Da han fik idéen, syntes han, at situationen virkede både enkel og morsom. Men der var noget bekendt over den. Christian kunne nemlig huske en scene fra den britiske tv-serie Black Books, som han så for omkring 25 år siden.
I serien medvirker Bill Bailey, og Christian huskede en bestemt situation, hvor Bailey bliver involveret i et møde med en tasketyv.
– Jeg kan huske for 25 år siden var der en tv-serie, der hed “Black Books”, og i den er der en, der hedder Bill Bailey, der laver lidt det samme. Jeg husker det sådan her: Han løber op til ham, og så vender ham der sig om, og så siger han til Bill Bailey, at han skal give ham sin pung, og så ender tasketyven med også at stjæle Bill Baileys pung, og så løber han videre.
Christian syntes altså, at hans egen version havde et nyt og sjovt twist. Derfor blev sketchen optaget og klippet, uden at han på det tidspunkt tænkte nærmere over, hvor idéen egentlig kom fra.
Men bagefter begyndte tvivlen at melde sig.
Da Christian sad med den færdige sketch, kom han pludselig til at tænke på musikken fra den gamle scene. Det fik ham til at finde klippet fra Black Books frem igen. Og her ventede der ham en temmelig ubehagelig overraskelse.
– Så da vi har indspillet den, bliver den klippet, og så sidder jeg og tænker “Gad vide, hvordan musikken var i den gamle sketch?”, og så går jeg ind og finder den frem, og så er det fuldstændig den samme sketch, jeg har lavet. Jeg har bare stjålet den, afslører komikeren.
Karina Fuhlendorff bliver naturligvis nysgerrig og spørger ind til den detalje, som Christian selv havde opfattet som sit eget twist.
– Var der ikke det med pungen?, spørger Karina.
Men heller ikke her kan Christian redde sin idé helt.
– Nej, det er noget, jeg har fundet på, og det, synes jeg, var sjovere, jeg skulle bare have lavet min egen idé uden at tro…
For Christian bliver erkendelsen tydeligvis ikke bare en lille sjov anekdote. Han er faktisk irriteret over, at han ikke undersøgte det, før sketchen blev lavet.
– Det irriterer mig helt vildt meget, så når I ser den, skal I vide, at den har jeg tyvstjålet, sådan er det. Jeg har lavet det, vi i branchen kalder en Casper C, lyder det fra Christian henvendt til publikum og lytterne.
Til sidst er der ikke meget andet tilbage for komikeren end at indrømme fejlen. For ham handler det især om stolthed og professionalisme. Han ville gerne have fundet på noget selv, og han er skuffet over, at han ikke tjekkede sin hukommelse, inden sketchen blev til virkelighed.
– Det er bare sådan en stoltheds ting. Jeg er skuffet over, at jeg ikke tjekkede den, det var uprofessionelt!
Dermed står Christian tilbage med en ret usædvanlig indrømmelse: Det, han troede var et originalt komisk twist, viste sig at være næsten præcis det samme som en gammel sketch, han selv havde set omkring 25 år tidligere. Og nu kan publikum se sketchen med den ekstra viden om, at manden bag den selv har afsløret, hvordan idéen opstod.
