Jørgen Skouboe har inviteret indenfor i sit hjem i Risskov i Aarhus, hvor han bor sammen med sin hustru, Sanne. Men snakken om hans nye bog, Utæmmet af natur, ender hurtigt ude i det fri. Så snart samtalen er overstået, springer han i bilen og kører ned til Risskov, hvor han føler sig helt hjemme.
Midt i det gyldne efterårsløv, med en ormstukken kæp i hånden, taler den 74-årige tidligere tv-vært åbent om livet, alderen og døden. For Jørgen Skouboe er efteråret ikke et tegn på noget mørkt – det er noget smukt.
– Jeg kan se det smukke i forfaldet, som er efteråret. Det afspejler jo ens eget liv, hvor man er i livet. Jeg er i mit livs efterår, og det, synes jeg, er vældigt smukt, fortæller han.
Naturen er ifølge Jørgen en påmindelse om, hvordan livet udvikler sig. Han ser en sammenhæng mellem årstidernes skiften og hans egen tilværelse.

– I naturen bliver jeg bekræftet i, at hvis man er heldig, kommer man måske til at se sådan ud, når man dør, siger han og tilføjer:
– Ormene og billerne kæmper jo for at få alt nedbrudt, og det, synes jeg, er smukt.
Naturen har altid betydet meget for Jørgen Skouboe. Han fortæller selv, at skolen var svær for ham. Han kunne ikke stave sit eget navn i tredje klasse, gik femte klasse om, skiftede skole efter syvende klasse og fik aldrig nogen egentlig uddannelse.
Men udenfor klasseværelset blomstrede noget andet.
– Naturen har betydet alt. Jeg har lænet mig op ad den hele livet, siger Jørgen.
Han husker, at han i tredje klasse fik topkarakter i alt med natur – og i gymnastik. Ifølge ham selv har han overlevet på sin nysgerrighed over for verden omkring sig. Den nysgerrighed har også ført til mange idéer, som senere blev til tv.
– Jeg rejste for eksempel til Polen og studerede biavl, fortæller han.
Efter 47 år på DR og 16 år med kæmpesuccesen Nak & Æd har Jørgen Skouboe pensioneret sig selv. I dag bruger han sin tid på foredrag og på at være tæt på naturen.
Forholdet til hans far fik også en særlig plads i hans liv. Hans far var købmand og ejendomsmægler og kunne se, at sønnen ikke var bogligt begavet. Men naturen blev det sted, hvor de to kunne mødes.

– Under den åbne himmel afvæbnede fiskestangen konflikten. Naturen indbød til forsoning, skriver Jørgen i sin bog.
Han fortæller, at faren forstod ham på mange måder. Selv om han sagde, at Jørgen skulle passe sin skole, støttede han ham også, når sønnen havde idéer.
– Han støttede mig, når jeg ville bygge broer som tiårig, og kom med en økse til mig. Og han roste mig for det, fortæller Jørgen.
Familien betyder utrolig meget for Jørgen Skouboe. Han og Sanne har to døtre, Laura og Anna, som har givet dem børnebørnene Alma på fire, Ellen på syv, Talulah på syv og Max Harald på halvandet år.
Jørgen prøver at give børnebørnene en smule af sin egen kærlighed til naturen. Tidligere elskede de små piger, når morfar tog et skind over hovedet og legede en farlig trold.
– Jo farligere og vildere, jo bedre. Det gider de ikke mere, fortæller han med et smil.
Hans hustru, Sanne, interesserer sig ikke for naturen på helt samme måde som Jørgen. Hun ser ikke forfaldet som smukt, men går alligevel ind i naturen på sin egen måde.
– Det handler om at være preppet med det rigtige tøj og de rigtige sko og have de gode ting med, hvor jeg ikke behøver seks par underbukser til tre dage, siger Jørgen.
Men han lægger vægt på, at Sanne nyder at være sammen med ham i naturen.

– Hun nyder, at vi er sammen i naturen, og at jeg kan fortælle hende noget andet, når vi fanger sild, end hvis hun tog af sted med en veninde, forklarer han.
Selv om Jørgen har det bedre i sine lappede Fjällrävenbukser end i badebukser, glæder han sig alligevel til den traditionsrige familietur til Mallorca.
– Der følger jeg bare med og er der. Det er jo for deres skyld. Der er jo altid noget for børn, blandt andet bueskydning om onsdagen og luftbøsse om fredagen, og der går jeg med over. Det er skidehyggeligt, siger han.
Familien betyder vildt meget for ham, og sammen med Sanne træner han også to gange om ugen for at holde sig i form.
Uden for vinduerne i rækkehuset i Risskov er haven trukket i efterårsklæderne. For Jørgen er årstidernes skifte blevet endnu tydeligere efter de seneste års forandringer.
– Det er blevet meget klart for mig, at skiftet mellem årstiderne, det ser jeg på mig selv også, siger han.
Han beskriver, hvordan han i 2025 sluttede sit job, og i 2026 ikke har noget job. Men som menneske føler han sig stadig til stede i naturen.
– I mange år er man jo i foråret, hvor man er bange for ikke at få en kæreste, så kommer sommeren med fuldt skrald, op til man er omkring 50 år, og ved 60 år kommer efteråret, forklarer Jørgen.

I haven står hans gravsten allerede. Det er en sten, han fandt på en stenmark, og den er blevet et symbol på hans ro med det, der venter.
– Jeg har det ok med ikke at være udødelig. Jeg mener, at jeg har opført mig ordentligt på den blå planet, så jeg kan jeg godt takke af og sige farvel, siger Jørgen Skouboe.
Han vil gerne have et gravsted for Sannes skyld, så hun har et sted at gå hen. Derfor har han også meldt sig ind i Folkekirken igen.
– Så det ikke skal være for bøvlet at komme herfra. Min familie skal ikke stå i et dumt våbenhus i regnvejr, fortæller han.
Piben har i mange år været en af Jørgens signaturer, men i dag ligger de alle sammen i en skål og lokker stadig. Efter en lægeundersøgelse, hvor lægen sagde, at alt så flot ud, kom der dog en lille anbefaling med på vejen.
– Måske skulle du holde op med at ryge, sagde lægen ifølge Jørgen.
Det har han nu gjort i et halvt år – endnu et tegn på, at han tager både livet og fremtiden alvorligt, mens han nyder hver dag i den natur, der altid har givet ham ro.