Det var en formiddag præget af en tung og ubeskrivelig sorg, da de nærmeste familiemedlemmer og venner i dag var samlet for at tage en sidste, smertefuld afsked. Luften føltes tyk af savn, og stilheden blev kun brudt af den dæmpede lyden fra de mange skridt, der bevægede sig mod det sted, hvor ceremonien skulle finde sted. Midt i dette hav af sorg stod to skikkelser, som trak alles blikke til sig: Alexa og Frederik. De to søskende, der nu står tilbage med et tomrum, som aldrig kan udfyldes, viste en styrke og et sammenhold, der rørte alle til tårer.
Da øjeblikket kom, hvor kisten skulle bæres ud, skete der noget, der fik tiden til at stå stille. Alexa og Frederik trådte frem sammen. Med bøjede hoveder og hænder, der knugede om det mørke træ, løftede de deres far sammen. Det var en scene så stærk og symbolsk, at den vil brænde sig fast i hukommelsen hos alle, der overværede den. At se de to unge mennesker bære det tungeste lod i livet – vægten af deres egen far – var et vidnesbyrd om en kærlighed, der rækker ud over døden. Deres ansigter var præget af en dyb, indadvendt smerte, men også af en beslutsomhed om at ære ham til det sidste.
Omkring dem stod de fremmødte med våde øjne og sænkede blikke. Der var ingen store ord, der kunne lindre den atmosfære af tab, der herskede. Man kunne mærke, hvordan hver enkelt person i følget reflekterede over de minder, de delte med den afdøde, mens de betragtede Alexa og Frederik kæmpe sig gennem de sværeste skridt i deres liv. Det var ikke bare en begravelse; det var en demonstration af familiær loyalitet og et bånd mellem søskende, der blev smedet endnu stærkere i denne mørke stund.
Blomsterne lå i rækker, farverige men triste, som en kontrast til den sorte beklædning, der dominerede sceneriet. Men alt det ydre trådte i baggrunden for den rå menneskelige følelse, der udspillede sig lige foran kisten. Da den sidste hilsen var givet, og kisten var båret på plads, stod Alexa og Frederik tæt sammen. De støttede hinanden fysisk, som om de var bange for, at den anden ville falde, hvis de gav slip. Det var et sidste farvel, der blev leveret med værdighed, men som også efterlod alle med en klump i halsen over den uretfærdighed, det er at miste en forælder så tidligt. Sorgen har nu lagt sig som en dyne over familien, men mindet om denne dag, hvor de bar ham sammen, vil altid stå som et lys i mørket.
