Kirsten Schwalbe, Danmarks ældste menneske, bor stadig godt i sin ældrebolig i Struer, og trods sine 111 år har hun ingen planer om at flytte fra stedet foreløbigt. Hendes liv har været langt og rigt på oplevelser, og hun ser tilbage på det med en ro og skarphed, der imponerer alle, der møder hende. Da Kirsten blev født i 1914, var verden helt anderledes: Der var ingen verdenskrige endnu, ingen penicillin, ingen fjernsyn, ingen atomkraft og slet ingen stemmeret for kvinder. Månelandingen lå hele 55 år ude i fremtiden, og mange ting, vi i dag tager for givet, eksisterede ikke.
Meget er sket siden da, og gennem 111 år har Kirsten oplevet utallige historiske begivenheder, teknologiske fremskridt og personlige højdepunkter. Hun bor stadig i sin ældrebolig og nyder livet med sin familie omkring sig. Som Danmarks ældste er hun vant til opmærksomhed, men det, der fascinerer mest, er hendes livsvisdom, hendes humor og hendes skarpe sind, der trods alderen stadig fungerer fejlfrit.
Når man spørger Kirsten, hvad der er det vigtigste i livet, har hun et klart svar. For hende handler livet om at have nogen at dele det med. “Det vigtigste i livet er, at man finder nogen at dele det med. Når man gifter sig eller møder den, man skal dele det hele med, kommer den person til at definere resten af ens liv. Så får man nogen at holde af og lave et liv med. Det handler om at have nogen at dele livet med. Det er møgvigtigt. Hvis man får en masse børn, så ender man heller ikke med at blive ensom, når man bliver lige så gammel som jeg. Mit livs omdrejningspunkt og højdepunkter har altid været min familie. Uden dem ville jeg sidde på et plejehjem nu og være alene. Jeg har ondt af dem, der ikke har nogen.”
Når hun ser tilbage på livet, fremhæver Kirsten særligt børnenes fødsler, ægteskabet og hjemmet som centrale minder. “Børnenes fødsel, ægteskabet og ens hjem glemmer man ikke. Og alle bekendtskaberne. Dem husker man. Det er derfor, man bliver ked af det, når de ikke er her mere,” forklarer hun. Selvom hun har mistet mange venner og naboer gennem tiden, holder hun fast i de gode minder og glæder sig over familien, der stadig er omkring hende.
Humøret og livsglæden har altid været vigtige for Kirsten, og hun mener, at en stor del af hemmeligheden bag livsmodet er at være glad for sit eget liv. Hun blev enke i 1981 og har siden boet alene, men har aldrig følt sig ensom. Hun har tre døtre, fire børnebørn og otte oldebørn, hvoraf mange stadig bor i byen og besøger hende jævnligt. “Jeg har altid været glad for mit liv. Jeg gik ud af skolen som 14-årig, fik job på en gård, hvor jeg passede børn, og mødte min mand som 18-årig. Vi giftede os i 1936 og fik mange gode år sammen, hvor vi rejste meget. Jeg mødte også en anden mand, da jeg blev enke, men vi nåede kun halvandet år sammen, før han døde. Men det er livets gang,” fortæller hun.
Som ung havde Kirsten ingen store drømme, men hun fandt glæde i de muligheder, livet bød på. “Jeg drømte ikke om noget, livet kom bare helt af sig selv. Og det var egentlig godt nok. Du må huske på, at vi dengang ikke havde så mange valg og chancer, som de unge har i dag. De unge i dag kan slet ikke forstå, hvor begrænset vi var. Men det gjorde ikke noget, for vi var glade alligevel.”
Kirsten har også nogle klare råd til de yngre generationer: “De skal huske at leve. De skal ikke bare sidde og hænge med hovedet ned i telefonen. De skal leve rigtigt ude i verden. De skal være sammen med rigtige mennesker. De unges liv er fuldkommen anderledes end det liv, jeg voksede op med. I dag bliver de alt for hurtigt voksne. Børn leger ikke på samme måde mere. Men tror du overhovedet, de unge hører efter, hvad jeg har at sige? Hvis de gør, vil jeg sige, at de skal komme hinanden mere ved.”
Når hun reflekterer over verdens gang og al den forandring, hun har været vidne til, griner hun lidt og siger: “Alt er jo kommet og sket, mens jeg har levet, og det er slet ikke til at forstå. Det er umuligt at forklare udviklingen, for forskellen fra da jeg var barn og til nu er ubegribelig. I dag kan man jo ikke leve uden strøm, men da jeg blev født, var strømmen slet ikke opfundet her på landet. Jeg var syv år, da vi fik strøm. Jeg husker, at min nabo blev ved med at puste på stikkontakten, når vi skulle slukke lyset, for hun var kun vant til petroleumslampe og levende lys. Vi skulle også cykle til alting, for bilen var heller ikke opfundet endnu. Måske er det derfor, jeg er blevet så gammel – fordi jeg altid skulle cykle så langt for at besøge nogen.”
Selvom alderen har sine udfordringer, holder Kirsten fast i glæden over livet og i sit helbred. “Jeg troede aldrig, jeg ville opleve årtusindskiftet. Men det er 25 år siden nu. Når man runder 111 år, kan det ikke undgås, at ens børn også når en høj alder, eller at ens venner går bort. Mine døtre er 78, 83 og 85 år, og den ældste bor på plejehjem. Jeg kan ikke forstå, at mine børn er blevet så gamle. De er stadig mine små piger. Det værste ved at blive ældre er, at alle mine gamle venner og naboer er væk. De forsvandt stille og roligt. Men jeg er glad for mit helbred. Jeg skal skønne på mit gode helbred – og så skidt med, at jeg ikke kan høre og se så godt mere.”
Kirsten holder sig stadig aktiv og frisk. Hun har altid fået meget luft og bevæget sig fysisk gennem gymnastik og svømning. Hun stoppede først med at gå i svømmehallen som 90-årig og begyndte først som 100-årig at bruge rollator. Hun mener også, at hendes gener har spillet en rolle: Hun voksede op i en søskendeflok på ti, hvor flere af hendes søskende nåede over 100 år.
Hendes hjem og omgivelser har også betydet meget for hende. Hun har boet i sin nuværende boligforening i over 30 år og har altid været glad for at bo der. “Når man bor et sted, man er glad for, er det ikke så let at flytte. Jeg har altid været glad for at bo her. Det handler om godt naboskab, gode lejligheder og et boligselskab, man kan få hjælp fra, når man har brug for det. Det betyder meget, især når man bliver op i alderen, bliver alene og måske ikke altid kan klare alting selv,” siger hun.
Kirstens livshistorie er et levende eksempel på, hvordan familie, glæde, fysisk aktivitet og et godt hjem kan bidrage til et langt og meningsfuldt liv. Hendes erfaringer, minder og råd giver indsigt i, hvordan man kan leve et liv fuldt af relationer, kærlighed og livsglæde, selv når man når en alder, hvor de fleste omgivelser og venner er væk.
