Da Jesper Skibby stod tilbage som vinder af tv-programmet “Spillet”, fulgte der ikke kun en titel og hæder med sejren. Med præmien fulgte også muligheden for at uddele 100.000 kroner til en organisation efter eget valg. For den tidligere cykelrytter var beslutningen ikke svær. Pengene skulle gå til BørneTelefonen – et rådgivningstilbud for børn og unge, der har det svært.
For Jesper Skibby handler donationen ikke om synlighed eller symbolik. Den handler om hjerte. Han har selv forklaret, at han vælger at støtte dér, hvor han føler det stærkest. Og for ham ligger hjertet hos børn, der lever i svære og utrygge rammer. Børn, der oplever misbrug, enten rettet mod dem selv eller mellem forældre. Børn, der står midt i konflikter og problemer, de aldrig selv har valgt.
Som far til to voksne døtre mærker han tydeligt, hvor sårbart et barneliv kan være. Han understreger, at det at sætte børn i verden i bund og grund er en beslutning, voksne træffer – ikke børnene selv. Derfor rammer det ham dybt, når børn må leve med konsekvenserne af voksnes handlinger. Tanken om, at et barn skal bære rundt på oplevelser med misbrug, vold eller omsorgssvigt, gør indtryk på ham på et personligt plan.
Netop derfor faldt valget på BørneTelefonen. Organisationen tilbyder anonym rådgivning til børn og unge, som har brug for nogen at tale med. Mange af samtalerne foregår med frivillige, der stiller deres tid og energi til rådighed for at lytte til børns historier – ofte efter en lang arbejdsdag. Det er noget, Jesper Skibby har stor respekt for. Han har åbent erkendt, at han selv ikke ville kunne klare at sidde med de fortællinger dag efter dag. At høre om svigt, frygt og ensomhed kræver en særlig styrke og empati.
Han fremhæver netop de frivilliges indsats som en afgørende grund til sit valg. For ham er det dybt rørende, at almindelige mennesker vælger at bruge deres fritid på at støtte børn i krise. Det er en stille, men afgørende indsats, som ikke altid får den opmærksomhed, den fortjener. Og det er her, han mener, at donationen kan gøre en reel forskel.
Samtidig peger han på, at der findes mange stærke og anerkendte organisationer i Danmark, som gør et enormt arbejde. Nogle af dem modtager betydelig offentlig støtte og har stor opbakning i befolkningen. Han understreger, at han har dyb respekt for deres indsats. Men netop derfor ønskede han at rette fokus mod en organisation, som efter hans opfattelse ofte bliver overset i den brede debat.
BørneTelefonen arbejder i det stille. Der er ingen store kampagner med kendte ansigter, ingen spektakulære indsamlinger med tv-shows. I stedet sidder der mennesker ved en telefon og lytter. Lytter til børn, som måske ikke har andre at tale med. Lytter til stemmer, der ellers kunne forsvinde i tavshed. For Jesper Skibby er det en indsats, der fortjener både anerkendelse og økonomisk støtte.
Sejren i “Spillet” gav ham en platform, men han valgte at bruge den til noget større end sig selv. Han har også fortalt, at han gennem hele forløbet i programmet havde en plan. Ikke kun i forhold til spillets strategi, men også i forhold til, hvad en eventuel sejr skulle bruges til. Donationens modtager var ikke en spontan indskydelse i sidste øjeblik, men et bevidst valg funderet i personlige værdier.
For Jesper Skibby handler det om ansvar. Om at bruge de muligheder, man får, til at skabe positiv forandring. Han ser donationen som et bidrag til at sikre, at flere børn kan få den støtte, de har brug for, når livet gør ondt. 100.000 kroner kan ikke løse alle problemer, men de kan være med til at sikre flere samtaler, flere lyttende ører og måske flere børn, der føler sig mindre alene.
I sidste ende er det ikke prisen fra tv-programmet, der fylder mest i hans fortælling. Det er de børn, der sidder med en telefon i hånden og håber, at nogen tager den i den anden ende. Det er dem, donationen handler om. Og det er dem, der ifølge Jesper Skibby fortjener, at vi ser dem – og lytter.
