Det var en dag præget af dyb sorg og refleksion, da hele Danmarks Johnny Hansen, frontmanden fra Kandis, stod foran kirken for at sige et sidste og endeligt farvel. Anledningen var tragisk, da han skulle tage afsked med sin gamle læremester, manden der ikke blot formede ham som håndværker, men også satte et uudsletteligt præg på det menneske, Johnny er i dag. Selvom de fleste kender Johnny fra de store scener og de glade toner, var det en mærkbart berørt og stilfærdig musiker, der mødte op for at ære mindet om en person, der betød alt i de tidlige og formative år.
For Johnny Hansen har vejen til stjernerne aldrig været en selvfølge, og rødderne i det nordjyske og i håndværkerfaget har altid været hans fundament. Før han blev landskendt for sine hits, var han den unge elektrikerlærling, der sugede viden til sig under sin læremesters vinger. Det var her, i de mange timer på farten og på arbejdspladserne, at han lærte værdien af flid, ordentlighed og menneskelighed – egenskaber han har båret med sig gennem hele sin karriere i musikbranchen. Derfor føltes dette tab også som om, at en vigtig del af hans egen historie blev stedt til hvile.
Ved kirken var stemningen tung af minder. Johnny stod ansigt til ansigt med fortiden, mens klokkerne ringede ind til en ceremoni, der markerede afslutningen på en æra. Det var tydeligt for enhver, at båndet mellem lærling og mester aldrig var blevet brudt, trods de mange år der er gået, og den helt forskellige livsbane Johnny endte med at vælge. Han har ofte talt med stor respekt om sin læretid, og hvordan hans mester altid støttede ham, selv når drømmen om musikken begyndte at tage overhånd.
At se Johnny Hansen i denne sårbare stund mindede os alle om, at bag den professionelle facade gemmer der sig et menneske med store følelser og en dyb taknemmelighed over for dem, der hjalp ham i gang. Da kisten blev båret ud, og den sidste afsked blev taget foran kirkens porte, var det med fugtige øjne og et tungt hjerte, at Johnny sendte sin læremester afsted på den sidste rejse. Det var et øjeblik af ren og skær menneskelig smerte, men også en smuk hyldest til et venskab og en respekt, der strakte sig over årtier.
