Der findes tab i livet, som er så intense, pludselige og fuldstændig altomfattende, at de slår hele ens eksistens i tusind stykker på et enkelt, skæbnesvangert sekund. Den utroligt folkekære og anerkendte danske skuespillerinde Iben Hjejle har måttet gennemleve sit absolut værste og mest hjerteskærende mareridt, da hun helt uventet og uden nogen form for advarsel mistede sin elskede mand. Det pludselige dødsfald efterlod den ellers så stærke og livsglade kvinde i et dybt, bundløst og fuldstændig sort hul af sorg, hvor hverdagen stoppede brutalt, og hvor alle fremtidsdrømme forsvandt ud i den blå luft. Nu vælger den kendte tv-stjerne i et hudløst ærligt og dybdegående interview at kaste alt lys over den ekstremt svære tid, der fulgte i kølvandet på den frygtelige tragedie, og hun sætter ord på de mest private, sårbare og smerteligt mørke afkroge af sin splintrede sjæl.
Sorgprocessen viste sig nemlig at blive en utroligt hård, opslidende og destruktiv kamp, der ikke kun handlede om det enorme afsavn, men i høj grad også om det psykiske efterspil og de barske tanker, der opstod i isolationen derhjemme. Iben Hjejle lægger i dag overhovedet ikke skjul på, at hun i den første lange og kaotiske periode efter det rystende tab var utroligt hård ved sig selv og sit eget sind. Vægten af den ubeskrivelige smerte og de mange ubesvarede spørgsmål gjorde, at hun reelt ikke var rar ved sig selv overhovedet, men derimod lod de mørke dæmoner, den snigende skyldfølelse og den konstante, tunge tristhed tage fuldstændig kontrol over sin mentale tilstand. Det var en tid præget af dyb selvbebrejdelse, hvor det var næsten umuligt at finde bare den mindste smule trøst eller overskud til at passe på sit eget skøre helbred.
At skulle navigere i en så ekstrem og hjerteskærende livskrise, samtidig med at man er et offentligt ansigt, som hele Danmark følger tæt, gjorde kun den samlede situation markant mere uoverskuelig og svær at bære. Hver evig eneste gang hun trådte uden for døren, følte hun presset fra omverdenens øjne, hvilket tvang hende til at trække sig endnu mere ind i sig selv for at beskytte det sidste, skrøbelige lag af sit væsen. Bag de lukkede døre i sit private hjem udspillede der sig en daglig og uendeligt trist kamp for overhovedet at komme ud af sengen og finde en mening med at tage det næste svære skridt fremad i en tilværelse, der føltes fuldstændig tom, kold og meningsløs uden hendes livs helt store klippe ved sin side.
Gennem de mange tunge måneder lærte Iben Hjejle på den hårde måde, hvor utroligt vigtigt det er at række ud efter hjælp, når man er ved at drukne i sine egne destruktive tankemønstre. Det krævede et helt enormt mod at indrømme over for sig selv og sine allertætteste relationer, at hun var nået til et punkt, hvor hun ikke længere kunne håndtere den altomfattende sorg alene, og at den hårde måde, hun behandlede sig selv på, var ved at slide hende fuldstændig op indefra. Ved langsomt at tillade sig selv at være sårbar, græde uden stop og modtage den nødvendige støtte og professionelle vejledning, begyndte hun gradvist at finde de absolut første, spæde værktøjer til at genetablere en form for sund og kærlig relation til sit eget hårdt prøvede spejlbillede.
Selvom det dybe ar på sjælen for altid vil være en integreret del af hendes identitet, og savnet af hendes elskede mand aldrig nogensinde forsvinder, formår Iben Hjejle i dag at kigge tilbage på den mørke tid med en enorm dyb refleksion og en genvunden indre styrke. Hendes hudløse og rørte fortælling er en utroligt vigtig, gribende og universel påmindelse til alle, der står midt i en uoverskuelig livskrise, om, at man midt i den dybeste smerte ikke må glemme at udvise omsorg, mildhed og tilgivelse over for sig selv. Vejen ud af det absolut mørkeste hul er lang og brolagt med masser af tårer, men det er muligt at finde lyset igen, hvis man tør stoppe den indre krig og lade kærligheden hele de dybeste sår.
