Hele Danmarks hjerte bankede i sin tid for den folkekære tv-profil Merethe Kasten, dengang hun ugentligt rullede over de hjemlige skærmbilleder og gav hele befolkningen et unikt, usminket indblik i sit absolut mest private, følelsesladede og sårbare univers. Det skete i det uforglemmelige og banebrydende tv-program “Livet er fedt”, hvor danskerne lærte en ualmindelig stærk, hårdtarbejdende og modig kvinde at kende. Hun kæmpede en brav og åben kamp mod den tunge overvægt, mens hun med oprejst pande forsøgte at navigere i hverdagen og skabe en sundere, lykkeligere og mere stabil fremtid for både sig selv og sine elskede børn. Men bag de strålende kameraers glimtende projektører og efter at det store mediecirkus langsomt slukkede, tog hendes personlige skæbne en ufattelig brutal, nådesløs og chokerende drejning, som de færreste udenfor hendes allerførste inderkreds har kendt den fulde, usminkede sandhed om.
Da hverdagens larm lagde sig, og de lukkede døre i hjemmet blev lukket bag hende, ramte den barske virkelighed nemlig med fuld, uoprettelig styrke og knuste det fundament, hun så sirligt havde opbygget. Den landsdækkende finanskrise og en lang perlerække af tunge, uforudsete modgange ramte familiens tilværelse som et lyn fra en klar Himmel. Det resulterede i en dybt smertefuld og chokerende konkurs, der med et enkelt slag rev hele tæppet væk under hendes livsværk, hendes drømme og hendes fremtidsplaner. Katastrofen efterlod den følelsesladede tv-profil med en lammende følelse af totalt nederlag og afmagt. Tiden efter dette voldsomme opbrud har været en lang, udmattende og mørk sejlads i et stormfuldt farvand, hvor tunge tanker og en knugende sorg over det tabte helt tog magten over hverdagens ellers så velkendte rytme. Det har krævet en næsten ubeskrivelig, overmenneskelig sjælelig styrke blot at rejse sig om morgenen og stå imod den tunge skygge, der i årevis har lagt sig som et uigennemtrængeligt slør over hendes sind.
Som om de dybe mentale ar og den sjælelige smerte i sig selv ikke var en alt for stor byrde at bære, begyndte hendes egen krop sideløbende at sige fra på den mest ubehagelige og voldsomme måde. De fysiske udfordringer hobede sig hurtigt op, og konstante, gnavende smerter blev en fast, uvelkommen følgesvend i hver eneste vågen time af døgnet. Hver dag blev en tålmodighedsprøve, hvor selv de mindste hverdagsopgaver krævede en enorm indsats. Disse uudholdelige kropslige kvaler satte til sidst en definitiv og uigenkaldelig stopper for det aktive, energiske og uafhængige liv, som hun ellers havde drømt så brændende om at føre videre. Det uundgåelige resultat blev en brat overgang til en helt ny og fremmed virkelighed som førtidspensionist, hvor tilværelsen pludselig skulle genopbygges helt fra bunden under ekstremt ændrede præmisser.
Midt i dette dybe mørke og den uudholdelige fysiske modgang kæmper hun dog fortsat ufortrødent videre i det stille. Hun finder sine lyspunkter og sin største trøst i det stærke, urokkelige bånd til sin nærmeste familie og de trofaste mennesker, der altid har stået ved hendes side, når stormen har raset som værst. Hver enkelt dag handler nu om at navigere i de nye rammer, finde små gnister af livsglæde og langsomt genvinde et solidt fodfæste i en tilværelse, der for længst har ændret form og karakter for altid, men hvor håbet om en bedre og mere fredfyldt fremtid trods alt aldrig helt slukkes.
