Det er blevet skumring i Troels Mylenbergs liv. Ikke den stille og smukke overgang mellem dag og nat, men en skumring, der er kommet tidligere, end han nogensinde havde forestillet sig. TV 2-værten er 56 år, men har fået besked om, at den kræftsygdom, som han og lægerne kæmpede hårdt imod gennem 2025, ikke længere kan helbredes.
I begyndelsen så det ellers ud til, at kampen havde fået en lykkelig afslutning. Efter en krævende behandling lød beskeden fra lægerne, at de ikke længere kunne finde kræft. Men få måneder senere viste det sig, at sygdommen blot havde gemt sig.
I februar 2026 kom den besked, som ændrede alt: Sygdommen var uhelbredelig.
Troels Mylenberg sidder i sit hjem på Thurø og fortæller om sit liv, sådan som det ser ud nu. Han ligner stadig den mand, mange kender fra tv og fra hans mange år i journalistikken. Han er blevet slankere, og den kraftige hårpragt er blevet tyndere, men hans måde at være til stede på er den samme. Han taler energisk, nærværende og med den ordstrøm, som altid har været en naturlig del af ham.
Denne gang handler ordene dog om noget helt andet. For første gang har han skrevet en bog, hvor han selv er hovedpersonen.
Bogen hedder “Skumring”.
Et liv, der pludselig fik en anden betydning
Da Troels Mylenberg i begyndelsen af 2025 fik mavesmerter og senere konstateret tarmkræft, følte han egentlig, at livet var et godt sted.
Familien havde det godt. Hans hustru, Lis Jellerup Mylenberg, arbejdede som havnemester i Nyborg, og parrets fire børn var på vej ind i voksenlivet. Den yngste var 18 år. Familien havde et hjem på Thurø med udsigt over Det Sydfynske Øhav, gode venner, en sund økonomi og en hverdag fyldt med sport, ferier og andre ting, de satte pris på.
Også arbejdslivet var blevet et sted, hvor Troels Mylenberg trivedes.
Efter mange år som chef, blandt andet som højskoleleder, chefredaktør på Fyns Amts Avis og udviklingsdirektør i JFM, var han landet som studievært på TV 2. Han arbejder fortsat på nedsat tid og fortæller flere gange, hvor stor betydning arbejdet har for ham.
– Jeg elsker mit arbejde, siger han.
Journalistikken er ikke bare et arbejde for ham. Den er en del af hans identitet, et kald og en måde at forstå verden på. Derfor blev det også naturligt for ham at gribe til skriveriet, da sygdommen begyndte at fylde alt.
Hvis han havde kunnet strikke, siger han, var han måske begyndt på det. Hvis han havde været typen, der byggede ting, kunne han have gjort det. Men det, han kan, er at skrive.
Først tænkte han, at ordene måske var en form for selvterapi. Senere forestillede han sig, at teksten kunne være noget, hans børn kunne læse og bruge til at forstå, hvad der skete, da deres far blev alvorligt syg.
Efterhånden voksede idéen til en bog.
Det er ikke en bog, hvor Troels Mylenberg vil give andre mennesker svarene eller fortælle dem, hvordan de skal håndtere sygdom og dødelighed. Han vil heller ikke gøre sig klog på andre. Han fortæller ganske enkelt om sin egen oplevelse og om det liv, der pludselig blev sat i et helt andet perspektiv.
Titlen “Skumring” blev derfor et naturligt valg. Han lever med bevidstheden om, at livet måske kan være slut om en måned eller et år og sandsynligvis ikke først om 20 år, som han selv formulerer det.
Samtidig forbinder han skumringen med noget smukt. For ham er det netop dér, lyset kan være særligt klart og farverne særligt intense.
I bogen skriver han, at han på en måde ville ønske, at bevidstheden om døden var kommet tidligere i livet, uden at han først skulle være blevet alvorligt syg. For når døden bliver et prisme, oplever han, at livet kan fremstå stærkere. Kontrasterne bliver tydeligere, farverne skarpere, og selv regn, sol, lyde og dufte kan føles mere intense.
Så kom endnu en besked
Troels Mylenberg har ikke lagt skjul på, at de første måneder var tunge. Om natten lå han ofte vågen og tænkte over sygdommen. Spørgsmålet “Hvorfor lige mig?” kom naturligt, men han nåede også frem til den modsatte tanke: Hvorfor skulle det ikke være ham?
At leve med alvorlig sygdom og dødelighed er desværre ikke noget, der kun rammer andre.
Midt i mørket begyndte han samtidig at tænke på, hvor godt et liv han faktisk havde haft. Den erkendelse gav ham en følelse af taknemmelighed.
Bitterhed og fortrydelse fylder ikke meget hos ham, og selv det lyse sind, han altid har haft, er ifølge ham selv blevet hængende. Det betyder ikke, at alle dage er gode. Han har også haft mørke perioder.
En af de værste kom i februar 2026, da lægerne fortalte ham, at sygdommen nu var uhelbredelig.
Han var ikke helt uforberedt. Han kunne mærke på sin egen krop, at noget var galt, og at det ikke blot handlede om eftervirkningerne af behandlingen.
Men det, der kom i april, blev endnu hårdere.
Hans hustru Lis havde gennem en periode haft problemer med synsforstyrrelser, hovedpine og hukommelsen. Parret havde først tænkt, at symptomerne kunne hænge sammen med stress og de omstændigheder, familien allerede stod i.
Det viste sig at være langt mere alvorligt.
Lis havde en kræftsvulst i den ene lunge, og sygdommen havde spredt sig, blandt andet til hjernen.
For Troels Mylenberg føltes det, som om hele virkeligheden forsvandt under ham.
– Jeg kravlede ud af min krop. Det hele vaklede, erindrer han.
På vej hjem fra sygehuset stod parret over for et spørgsmål, som ingen forældre ønsker at skulle stille: Hvad skulle de sige til børnene?
De følte, at situationen var absurd. Hvordan kunne det ske, at begge forældre pludselig stod i en så alvorlig situation?
Børnene reagerede med vantro. De kunne næsten ikke forstå, at begge deres forældre kunne være syge på samme tid. Men de tog imod beskeden med styrke, omsorg og en portion humor.
For familien blev humoren en måde at håndtere det ubærlige på.
Troels Mylenberg erkender samtidig, at han på en mærkelig måde bedre kunne forestille sig selv som den syge end at se sin hustru blive ramt.
De samler på de gode dage
Udefra kunne det være let at forestille sig, at familien ville gå helt i sort. Men sådan blev det ikke.
Der findes naturligvis dage, hvor alt føles tungt, og hvor mørket fylder. Men familien har også mange gode dage. De griner stadig sammen, og de forsøger at holde fast i de øjeblikke, der giver livet værdi.
Når rejser ikke længere er en mulighed, må familien finde glæden tættere på hjemmet. Behandlingen betyder blandt andet, at rejseforsikring ikke kan lade sig gøre, og derfor har de måttet spørge sig selv, hvad der egentlig gør livet godt.
Svaret er enkelt.
At være sammen med børnene. At være sammen med familien og vennerne. At gøre nogle af de ting, som altid har givet glæde.
For Troels Mylenberg kan det være tennis eller den faste onsdagsfodbold.
Han beskriver, hvordan han nu kan gå rundt på græsset under en almindelig fodboldkamp og pludselig mærke en enorm glæde over bare at være der. Den samme onsdag ville han måske tidligere have taget for givet efter 20 års fodbold på samme måde.
Nu ser han den anderledes.
Han kan ikke ændre den situation, han står i. Det eneste, han kan gøre, er at håbe på, at der en dag findes en ny behandling, som kan hjælpe ham. En læge har tidligere sagt til ham, at der jo sker mirakler, og den sætning holder han fast i.
Indtil da forsøger han at møde hver ny dag med samme grundtanke: I dag skal være en god dag.
For selv med bevidstheden om, at livet har fået en anden tidshorisont, findes der stadig masser af ting, han kan glæde sig til.
Selv familiekalenderen fortæller historien
Midt i det hele kommer også familiens hund, golden retrieveren Wilmer, stormende ind i huset. Den hilser energisk på både gæsten og sin ejer, og den gode stemning breder sig.
Troels Mylenberg tror på, at humor kan gøre en forskel.
Han fortæller blandt andet om de gange, hvor han og Lis har siddet i bilen på vej til eller fra sygehuset og næsten har måttet grine over, hvor mærkeligt deres liv pludselig ser ud.
Selv familiekalenderen er blevet et billede på situationen.
På nogle dage står der, at mor skal have taget en blodprøve. På andre står der, at mor skal have behandling. Så kommer fars blodprøve, fars behandling og samtidig alle de helt almindelige praktiske opgaver med mad og familie.
Det er en hverdag, som på én gang er alvorlig og næsten absurd.
At børnene nu er så godt som voksne, føles som en lettelse for Troels Mylenberg. Han tænker på, hvor meget værre situationen kunne have været, hvis børnene selv var blevet ramt, eller hvis alt dette var sket, mens de stadig var små.
Den tanke er en støtte, når dagene bliver vanskelige.
Kampen fortsætter
Troels Mylenberg ved godt, at nogle mennesker ikke bryder sig om formuleringen om at “tabe kampen” mod kræft. For dem kan ordene lyde, som om den syge har tabt eller ikke kæmpet hårdt nok.
Han forstår indvendingen, men for ham giver ordet kamp stadig mening.
Han er konkurrencemenneske. Når han går på tennisbanen eller fodboldbanen, går han ind for at vinde. At yde noget og gøre en forskel har altid været en drivkraft.
Da han sidste år fik besked om kræften, var hans første reaktion derfor også at gøre sig klar til kamp. Han tænkte, at lægerne nok skulle fikse det, og ville samtidig vide, hvad han selv kunne gøre.
Svaret var imidlertid ikke det, han havde håbet på.
Han skulle først og fremmest undgå at tabe sig og spise det, han havde lyst til, også fedt og sødt. Det lykkedes ham at holde vægten.
Resten handlede om at komme igennem de smerter, kvalme, opkast og andre gener, der fulgte med operation og behandling.
Om sin rolle i den første del af forløbet beskriver han sig selv som en dej, der kunne æltes rundt i systemet.
Senere fandt han en måde, hvor familien følte, at de selv kunne bidrage mere.
Familien fandt et fælles projekt
En ven introducerede Troels Mylenberg for antiinflammatorisk kost, og i løbet af året begyndte familien at ændre deres vaner.
For ham blev det en gave.
Pludselig var der noget, familien selv kunne gøre. Kosten udviklede sig til et fælles projekt, og der kom næsten en konkurrence ud af at finde nye og spændende opskrifter.
Han understreger samtidig, at kosten ikke kan gøre ham rask. Men han oplever, at den giver ham mere energi, og at han bedre kan holde til behandlingerne.
Den antiinflammatoriske kost handler blandt andet om at skære ned på sukker, smør og hvidt brød. Troels Mylenberg fortæller, at han allerede efter et par uger kunne mærke en forskel.
Kropsfedtet er også blevet mindre, men lægerne har ifølge ham sagt, at hvis den nye måde at spise på fungerer for ham, er der ingen grund til at lade være.
Han understreger samtidig, at han har fået en meget god behandling i sundhedsvæsenet, og at lægerne gør det, de vurderer er bedst. Han ønsker ikke at sætte sig op imod systemet.
Men for ham har kosten gjort en personlig forskel.
Nye muligheder venter
Samtalen nærmer sig sin afslutning, fordi Troels Mylenberg skal videre til sygehuset. Der skal tages en biopsi, og der findes nye mulige behandlinger, som kan forlænge livet.
Det betyder, at historien endnu ikke er slut.
Der findes stadig muligheder, og det er dem, han holder fast i.
Da det er tid til at sige farvel, opstår det korte øjeblik, hvor tanken om et nyt møde næsten ikke kan undgå at strejfe. Den tidligere chef og hans medarbejder står over for hinanden, velvidende at livet har fået en helt anden skrøbelighed.
Så kommer hans besked.
– Husk det, siger han.
– Hver dag skal være en god dag.
Ordene opsummerer måske bedre end noget andet den måde, Troels Mylenberg forsøger at leve på nu.
Han ved, at livet er blevet kortere, og at han ikke kan ændre det faktum. Han ved også, at hans hustru Lis står i en lignende situation. Men de står stadig sammen, og de håber stadig på, at morgendagene bliver mange.
Som han selv skriver i “Skumring”: Han befinder sig i sit livs skumringstid. Han er syg og kan ikke blive rask igen. Lis er også blevet syg. Men sammen står de i skumringen og håber, at der stadig venter mange morgendage.
“Skumring” udkommer 8. oktober på Lindhardt og Ringhof.
