Dansk Folkepartis formand og De Radikales politiske leder mødes i retten i en skarp ordstrid, der trækker tråde tilbage til et interview og efterfølgende udtalelser. Sagen finder sted på Frederiksberg den 18. august og drejer sig om, at Messerschmidt har stævnet Lidegaard for injurier. Ifølge Messerschmidt har Lidegaard misforstået og overfortolket hans udtalelser om partiets hjemrejsepolitik.
Baggrunden for sagen ligger i et interview, hvor Messerschmidt talte om, at 50.000-100.000 personer med anden etnisk baggrund end dansk kunne blive sendt ud af landet, hvis de ikke kunne forsørge sig selv. Han nævnte også, at personer kunne blive udvist allerede ved første overtrædelse, som eksempelvis tyveri af en cykel. Lidegaard tog efterfølgende emnet op under et debatmøde i Randers og kritiserede Messerschmidt skarpt. Han sagde, at forslaget i praksis ville ramme folk med en anden tro eller hudfarve end de fleste danskere i rummet.
Selvom Lidegaard senere anerkendte, at Messerschmidt ikke brugte ordet “hudfarve” i interviewet, fastholdt han, at konsekvensen af politikken ville ramme personer med en anden hudfarve. Dette mente Messerschmidt var urigtigt og krænkende, og derfor valgte han at stævne Lidegaard. Ifølge Messerschmidts advokat overskred Lidegaard grænsen for ytringsfrihed ved at fremsætte disse påstande om hans politik og person.
Sagen er af civil karakter og omhandler ærekrænkelser efter straffelovens paragraf 267. Advokaten har oplyst, at der ikke er krævet erstatning, og der er ikke lagt op til nogen straf, men at sagen handler om at markere grænserne for, hvad man kan sige om andre, selv som politiker. Lidegaard har til gengæld tilkendegivet, at han ønsker at blive frifundet, og at han tager hele forløbet roligt. Han mener, at det handler om politisk debat og ikke noget, der bør afgøres i retten, men han er klar til at tage sagen.
Det hele startede med, at Lidegaard på debatmødet kritiserede Messerschmidts udtalelser om hjemrejsepolitik. Han mente, at politikken ville betyde, at tusindvis af mennesker blev sat i en sårbar situation, udelukkende på baggrund af deres tro eller hudfarve. Dette blev set som en alvorlig overfortolkning af Messerschmidts udtalelser, men ifølge Lidegaard var det konsekvensen af den politik, der blev fremlagt, og derfor mente han, det var nødvendigt at påpege.
Messerschmidt har været tydelig på, at han finder Lidegaards formuleringer uacceptable. Han mener, at Lidegaard fremstår som om, at han tilskriver Messerschmidt motiver og intentioner, der ikke er til stede. Derfor blev sagen bragt for retten for at få afklaret, hvor grænsen går mellem politisk ytringsfrihed og urigtige påstande, der kan skade en persons omdømme.
Både advokater og de involverede politikere understreger, at sagen handler om principper og retfærdighed frem for økonomiske krav. Det bliver en sag, hvor fokus vil ligge på, hvordan politiske udtalelser kan tolkes, og hvornår man kan kritisere andre uden at overtræde loven. Lidegaard har tidligere udtalt, at han sover trygt om natten, og at han ser sagen som en del af politisk debat, men han er forberedt på at deltage i retsmødet og forsvare sine ord.
Retten har afsat én retsdag til sagen, hvilket understreger, at det er en sag, der forventes at kunne afvikles hurtigt. Men selve sagen har stor symbolværdi i forhold til, hvordan man kan diskutere politiske holdninger offentligt, og hvordan kritik af politikere kan håndteres inden for lovens rammer. Det bliver en sag, der både vil få politisk og offentlig opmærksomhed, fordi de emner, der tages op, berører følsomme grænser mellem ytringsfrihed og ærekrænkelser.
Sagen mellem Messerschmidt og Lidegaard vil dermed ikke blot afklare det konkrete konfliktpunkt, men også give en pejling på, hvordan man fremover kan tale om politik og holdninger uden at risikere retlige konsekvenser. Det bliver interessant at se, hvordan retten vurderer, hvor langt man kan gå i kritikken af andre politikere, og hvad der udgør en overskridelse af de lovmæssige grænser.
